Gavlmaleri indvies

For anden gang i år kan kalundborgenserne glæde sig over, at de har fået et helt unikt gavlmaleri. På lørdag den 11. juli indvies Maja Lisa Engelhardts gavlmaleri - inspireret af Lundbye - og malet af Erik Peitersen.

Gavlmaleri indvies
Det er Erik Peitersen, der har malet gavlmaleriet. På lørdag den 11. juli bliver det officielt afsløret. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

For et par uger siden – helt nøjagtigt den 15. juni – blev de første penselstrøg til Kalundborgs nye gavlmaleri sat.

Penslen blev ført af Erik Peitersen, som har haft frie hænder til at fortolke og male ud fra det forlæg, som Maja Lisa Engelhardt havde lavet, stærkt inspireret af guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye.

Titlen er Lundbyeland, og gavlen ligger i Tømmerslippen bag Kordilgade 28-30.

I løbet af de seneste par uger har gavlmaleriet taget form, og forbipasserende har kommenteret og rost arbejdet, efterhånden som det skred frem. Først blev der tegnet koordinater op på gavlen, og maleriet tog sin begyndelse med rødderne som pejlemærker.

Indvielse

Nu er gavlmaleriet så langt, at Lundbyekomitéen, som står bag projektet, inviterer til indvielse og officiel afsløring.

Det sker lørdag den 11. juli klokken 10.30 i Tømmerslippen, som er fodgængerpassagen mellem Kordilgade 28-30 og det nyomlagte parkeringsområde i Bredgade.

Kunstværket afsløres af Hans Munk, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Kalundborg Kommune.

Maja Lisa Engelhardt og Erik Peitersen vil fortælle om processen med at omsætte Maja Lise Engelhardts udsmykningsforslag til et gavlmaleri i stort format.

Der vil desuden være et musikalsk indslag ved Andreas Warden-Bigom, og der bydes på en let forfriskning.

Alle er velkomne, lyder det fra Lundbyekomitéen.

Del