Garderforeningen for Kalundborg og Omegn fylder 100 år
Den 18. april 1926 blev der, på daværende Grand Hotel i Kalundborg, vedtaget love og valgt den første bestyrelse for Garderforeningen for Kalundborg og Omegn
Af Thomas Gosch thoms@tv-kalundborg.dk
I foråret 1926 nedsatte en kreds af gamle gardere på Kalundborgegnen et udvalg for at forberede oprettelsen af en garderforening, og ved en stiftende generalforsamling på det daværende Grand Hotel i Kalundborg den 18. april 1926 blev love vedtaget og bestyrelsen for Garderforeningen for Kalundborg og Omegn blev valgt.
”Foreningens første bestyrelse bestod af en herlig blanding af byens folk: En repræsentant, en proprietær, en isenkræmmer, en manufakturhandler, en vognmand, en kontorist og en gårdejer. Det vidner om, at garder-fællesskabet allerede dengang spændte over alle samfundslag – præcis som det gør i dag,” forklarer foreningens kassere Karsten Lilja Jensen
Foreningens første medlemsarrangement var en sommerudflugt i juli 1926 til Bromølle Kro, hvor man samledes til kaffebord og præmieskydning. Samme år indførtes en tradition med årligt torskegilde, som på daværende tidspunkt serveredes til en kuvertpris af 2,50 kroner.
I dag har Garderforeningen for Kalundborg og Omegn cirka 40 medlemmer.
”Vi mødes 6-8 gange om året og en af foreningens højdepunkter er vores årlige fugleskydning, hvor vi kårer årets Fuglekonge,” fortæller Karsten Lilja Jensen, som har været med i foreningen i mere end 40 år.
Foreningen har været repræsenteret med deres fane ved flere lejligheder
Der var et ønske om at få et samlingsmærke for foreningens medlemmer, som også kunne bruges for at møde reglementeret frem ved Livgardens 275-års jubilæum den 30. juli 1933. Det førte til anskaffelsen af en fane.
Udover ved de årlige repræsentantskabsmøder rundt i landet, kan nævnes følgende arrangementer, hvor fanen er blevet benyttet:
- Juni 1945, hvor Livgarden overtog vagten efter politiet på Amalienborg Slotsplads.
- April 1947 ved Kong Christian X´s bisættelse i Roskilde Domkirke.
- November 1948 ved Kong Frederik IX´s besøg i Kalundborg.
- September 1995 hvor Dronning Margrethe og Prins Henrik ankom til Kalundborg med Dannebrog i anledning af byens 500-års jubilæum.
- November 2000 ved Dronning Ingrids bisættelse i Roskilde Domkirke.
- Maj 2004 ved Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys bryllup.
- April 2020 Dronning Margrethes 80 års fødselsdag.
Garderforeningen for Kalundborg og Omegn fejrer jubilæet med brunch på selve dagen med brunch på Gisseløre.