Fri Bikeshop støtter udvekslingsstudent i Gørlev
Ny cykel skal give Sophie de sidste danske oplevelser med på vejen.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Der var smil og god stemning foran Fri Bikeshop Gørlev, da indehaver Lars Steenberg overrakte en ny cykel til udvekslingsstudenten Sophie fra Ontario i Canada.
Sponsorgaven skal sikre, at Sophie får mest muligt ud af sine sidste måneder i Danmark, inden hun om 2½ måned vender hjem til Canada. Sophie har tilbragt næsten et år i Danmark som en del af Rotarys udvekslingsprogram, og hun har taget det danske hverdagsliv til sig. Hun taler allerede flydende dansk, færdes hjemmevant i lokalområdet og har engageret sig aktivt i både skole- og foreningsliv.
Med den nye cykel kan hun fortsat nemt komme rundt til venner, aktiviteter og oplevelser på ægte dansk manér.
Støtter kulturelle oplevelser for unge
Lars Steenberg glæder sig over at kunne støtte et projekt, der bygger bro mellem kulturer og giver unge mennesker oplevelser for livet.
Foran butikken strålede Sophie af glæde over den nye cykel og var klar til at cykle videre ud i sit danske eventyr.
Vil du selv på udveksling?
Interesserede, der gerne vil høre mere om mulighederne for at blive udsendt som udvekslingsstudent, kan kontakte Poul Erik Jakobsen på telefon 24 85 50 20.