Fra digt til tegning på ti minutter
Live tegneshow til digtoplæsning
Video: Brian Kristensen
Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk
Hedda Hondon Rå, ejer af Galleri HHR c/o på Lerchenborg, har åbent i Pinsen, som en del af arrangementet Kunst i Pinsen. Ud over HHR’s egen kunst vil man kunne opleve andre af hendes samarbejdspartnere i galleriet på Lerchenborg.
”Jeg byder alle til at komme og opleve en god kontrast til godset og se en gammel forpagterbolig fyldt med mine kollektioner af ekspressive, intuitive og spontane billeder samt unikke og specielle fusions‑ og inspirationssamarbejder lavet med Jørgen Skou, Pernille Greve og Vibeke Kassow,” fortæller Hedda Hondon Rå og fortsætter, ”I år udstiller jeg også mine billeder for første gang i Det gamle mejeri på Birkendegaard. Jeg vil selv være på Lerchenborg og har fået hjælp til at passe standen på Birkendegaard.”
HHR live tegneshow
Hedda Hondon Rå lavede i dag kl. 13:00 et live tegneshow, hvor hun på ti minutter tegnede ud fra en digtoplæsning. ”Jeg laver dette live tegneshow til digtoplæsning med samarbejdspartner Abéling Raastoff igen i morgen, søndag, og på mandag – begge dage kl. 13:00,” siger Hedda Hondon Raa.
Hedda Hondon Rå flyttede i 2016 til Kalundborg og kom i kontakt med Lerchenborg Gods. Her har hun de seneste par år haft atelier og hun stiftede i 2023 Galleri HHR.