Forskningsprojekt skal undersøge effekten af sundhedsbelysning i demensplejen
For knap 2,5 år siden tog Kalundborg Kommune initiativ til et samarbejde med Rigshospitalet om et ambitiøst forskningsprojekt i demenslandsbyen Rørmosen.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
For knap 2,5 år siden tog Kalundborg Kommune og Marcus Vallentin initiativ til et samarbejde med Rigshospitalet (Overlæge Anders Sode West) og DTU Electro (Ingeniør Dennis Dan Corell) om et ambitiøst forskningsprojekt i Demenslandsbyen Rørmosen.
Formålet er at undersøge, hvordan sundhedsbelysning – også kaldet Human Centric Lighting (HCL) – påvirker borgere med demens og personale. Projektet vil undersøge de samfundsøkonomiske fordele i belysningen.
Projektet er særligt, fordi det ikke blot fokuserer på trivsel og sundhed, men også på de økonomiske konsekvenser. Selvom mindre studier tidligere har undersøgt effekten af lys på mennesker, findes der endnu ikke større undersøgelser med fokus på samfundsøkonomi.
Med en stor deltagergruppe har projektet potentiale til at skabe viden, der kan anvendes både nationalt og internationalt. Ikke kun indenfor demens, men også i resten af sundhedssektoren samt psykiatrien.
Siden de første drøftelser er der etableret en projektgruppe med deltagere fra Kalundborg Kommune, Rigshospitalet og DTU Electro samt tilknyttede eksperter inden for demens og sundhedsøkonomi. Projektet er dog afhængigt af ekstern finansiering. Realdania har allerede givet tilsagn om at støtte halvdelen af projektet, mens resten fortsat søges.
Et dobbelt Ph.d-studie
Projektet er planlagt som et dobbelt Ph.d.-studie med fokus på både borgere og personale. Det skal blandt andet undersøge, hvordan døgnrytmeregulerende lys påvirker søvn, mental trivsel og adfærd. Lys spiller en central rolle i reguleringen af kroppens biologiske rytmer, og forskning peger på, at lys, der efterligner solens spektrum, kan forbedre både søvn og metabolisme.
Behovet for ny viden er stort.
I dag lever over 100.000 danskere over 65 år med demens, og tallet forventes at stige markant frem mod 2040. Søvnproblemer og uro er udbredte blandt plejehjemsbeboere med demens og kan føre til lavere livskvalitet, øget medicinforbrug og større plejebehov.
"Dette projekt handler ikke kun om Kalundborg Kommune, det handler om os alle. Vi i Kalundborg Kommune har skabt nogle rammer i Demenslandsbyen Rørmosen der gør det oplagt at få udført dette studie i samarbejde med Rigshospitalet og DTU Electro, og dermed bidrage til potentielt, at kunne løfte sundhedssektoren og psykiatrien i hele Danmark og udland. Den mulighed ser vi gerne ikke forpasse,", siger Marcus Vallentin, energiteknolog i Kalundborg Kommune og
Samtidig er demensområdet en af de mest belastede sektorer i sundhedsvæsenet med højt sygefravær og arbejdspres blandt personalet. Studier viser, at medarbejdere på området ofte oplever højere stressniveau og lavere trivsel. Projektet skal derfor også undersøge, om bedre belysning kan forbedre arbejdsmiljøet, reducere sygefravær og styrke fastholdelse og rekruttering af personale.
Med og uden sundhedsbelysning
Undersøgelsen vil sammenligne borgere i boliger med sundhedsbelysning med borgere i boliger med traditionel belysning. Der vil blive målt på en række faktorer, herunder søvn, agitation, medicinforbrug, faldulykker og energiniveau hos både borgere og personale. Deltagelse sker frivilligt og med samtykke, og alle data anonymiseres.
Projektet ligger i tråd med nationale ambitioner inden for demens og mental sundhed og kan få betydning langt ud over Kalundborg. Hvis resultaterne viser positive effekter, kan sundhedsbelysning blive et vigtigt redskab i fremtidens pleje- og sundhedssektor.
Ambitionen er stor: ikke blot at forbedre livskvaliteten for borgere og arbejdsvilkår for personale, men også at skabe betydelige samfundsøkonomiske gevinster. Bliver studiet en realitet, vil resultater blive offentliggjort og gjort tilgængelige for alle.