Forskere søger hjælp: Gå på jagt efter edderkopper i efterårsferien
Naturhistoriske Museum lancerer Eddercup’en, hvor grupper af danskere kan hjælpe med at indsamle edderkopper og oplysninger om deres levesteder.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Statens Naturhistoriske Museum inviterer danskere over hele landet til at undersøge skovbundens edderkopper. Den første Eddercup finder sted i uge 40 og 41, og alle med interesse for naturen kan deltage.
Der findes mere end 600 forskellige edderkoppearter i Danmark, men forskerne har fortsat begrænset viden om langt størstedelen af dem. Det skal et nyt landsdækkende projekt være med til at ændre. Statens Naturhistoriske Museum lancerer Eddercup’en, hvor grupper af danskere kan hjælpe med at indsamle edderkopper og oplysninger om deres levesteder.
Eddercup’en er en del af Vores Vilde Natur, hvor Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Statens Naturhistoriske Museum samarbejder om at skabe større engagement, viden og forståelse for den danske natur og biodiversitet.
Små edderkopper skal under lup
Den første Eddercup bliver gennemført i uge 40 og 41 og har fokus på de små edderkopper, som gemmer sig blandt skovbundens visne blade.
Deltagerne skal undersøge et område i en lokal skov eller et andet sted med træer og visne blade. Både naturvejledere, spejdergrupper, foreninger, naboer og vennegrupper kan deltage.
Grupperne skal registrere forholdene på stedet og indsamle data og prøver efter en udleveret vejledning. Materialet bliver efterfølgende sendt til Statens Naturhistoriske Museum, hvor det skal indgå i forskernes videre undersøgelser.
”Når deltagerne undersøger skove og naturområder forskellige steder i landet, kan vi samle materiale fra mange forskellige levesteder. Det giver os et bedre grundlag for at undersøge, hvilke edderkopper der lever i skovbunden, og hvilke forhold de foretrækker,” siger Frederik Leck Fischer, araknolog ved Statens Naturhistoriske Museum.
Han håber, at projektet også kan føre til opdagelsen af hidtil ukendte arter.
“Jeg håber på, at vi med danskernes hjælp kan få meget mere viden om de danske edderkopper, og med lidt held vil vi opdage et par helt nye arter.”
Kræver ingen særlig viden
Det kræver ingen særlige forudsætninger at være med. Deltagerne modtager en trin-for-trin-guide til feltarbejdet og indsamlingen af prøver og data.
De får desuden billedguider, som kan bruges til at lære edderkopper og træarter at kende. Efterfølgende kan deltagerne få svar på, hvilke edderkoppearter der blev fundet i deres undersøgelsesområde.
“Projektet er lavet, så en gruppe med interesse for naturen kan gennemføre undersøgelsen ved hjælp af den vejledning, vi stiller til rådighed. Det vigtigste er nysgerrighed og lysten til at bidrage til ny viden om naturen omkring os,” siger Frederik Leck Fischer.
Undersøgelsen tager omkring to timer og skal gennemføres i tørvejr på en valgfri dag i uge 40 eller 41. Gruppen skal have adgang til en skov eller et område med træer og visne blade.
Det er gratis at deltage, men grupperne skal selv skaffe almindelige materialer som snor, pensler, et lagen og desinficerende spray. De indsamlede edderkopper skal sendes til museet, og data fra undersøgelsen skal indtastes.
Tilmelding og yderligere information findes på Statens Naturhistoriske Museums hjemmeside.