Forsinket elektrificering rammer også strækningen til Kalundborg

Banedanmark forventer ikke at nå tidsplanen for flere store jernbaneprojekter.

Forsinket elektrificering rammer også strækningen til Kalundborg
Banedanmark er i gang med at elektrificere store dele af det statslige jernbanenet for at gøre plads til klimavenlige eltog. Men manglende fremdrift i arbejdet betyder nu, at tidsplanen er under pres. Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

Banedanmark forventer ikke længere, at elektrificeringen af den jyske hovedstrækning mellem Fredericia, Aarhus og Aalborg bliver færdig i december 2026 som planlagt. Det kan samtidig få konsekvenser for elektrificeringen af strækningen mellem Holbæk og Kalundborg.

Banedanmark er i gang med at elektrificere store dele af det statslige jernbanenet for at gøre plads til klimavenlige eltog. Men manglende fremdrift i arbejdet betyder nu, at tidsplanen er under pres.

Ifølge Banedanmark skulle leverandøren efter planen have afsluttet arbejdet på den jyske hovedstrækning i december 2026. Nu vurderer Banedanmark dog, at det ikke længere er realistisk.

Endnu uklart hvor stor forsinkelsen bliver

Forsinkelsen på den jyske hovedstrækning vil samtidig påvirke de øvrige projekter i elektrificeringsprogrammet. Derfor forventer Banedanmark heller ikke, at strækningen Holbæk-Kalundborg, Dronning Margrethe II’s Bro, Nykøbing Falster Station og strækningen ned til den nye Rødby Station bliver elektrificeret inden for de fastsatte deadlines.

”Elektrificeringen af jernbanen er et stort og vigtigt projekt, der gør fremtidens togrejse mere klimavenlig og stabil. Vi kan dog konstatere, at der mangler fremdrift i arbejdet, og derfor er det ikke længere realistisk, at den nuværende tidsplan holder. Banedanmark er i konstruktiv dialog med leverandøren og har fuldt fokus på, at arbejderne gennemføres hurtigst muligt,” siger Jette Aagaard, der er programdirektør for Elektrificeringsprogrammet i Banedanmark.

Banedanmark og leverandøren er fortsat i dialog om, hvordan arbejdet på den jyske hovedstrækning kan gennemføres hurtigst muligt. Derfor er det endnu uklart, hvor stor forsinkelsen bliver.

Del