Forfatterjubilæum og ny bog fejres på Myrehøj
Fra kvindekamp og arbejde som kranfører til historiske romaner, kærlighed og livets sidste farvel. Vibeke Vasbos forfatterskab spænder bredt, og i år kan hun fejre sit 50-års jubilæum som forfatter.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Forfatter Vibeke Vasbo markerer 50 år som forfatter med udgivelsen af sin ottende bog. Jubilæet og den nye bog fejres på Myrehøj i Eskebjerg søndag den 20. september.
Fra kvindekamp og arbejde som kranfører til historiske romaner, kærlighed og livets sidste farvel. Vibeke Vasbos forfatterskab spænder bredt, og i år kan hun fejre sit 50-års jubilæum som forfatter.
Jubilæet markeres med udgivelsen af hendes ottende bog, Glæden ved at få en god død. Da min far sagde farvel, der udkommer på Forlaget Underskoven.
Fortæller om farens sidste måneder
Den nye bog fortæller om Vibeke Vasbos fars sidste måneder. Han var landsbylæge på Als, men blev alvorligt syg, og familien forsøgte at hjælpe ham og hans kone gennem den sidste tid.
Vibeke Vasbos erfaring som sygehjælper præger den saglige beskrivelse af sygdomsforløbet, mens datterens sorg og kærlighed samtidig er til stede. Far og datter talte om afskeden og planlagde hans begravelse sammen.
Bogtitlen stammer fra et radioessay, som faren selv ønskede at skrive. Det nåede han ikke, og efter hans død skrev Vibeke Vasbo essayet, sådan som hun forestillede sig, at han ville have gjort.
Fortællingen henvender sig både til mennesker, der har mistet eller står over for at miste, og til personer, som professionelt eller frivilligt arbejder med omsorg og sorg.
Debuterede med bog om kvinders vilkår
Vibeke Vasbo debuterede i 1976 med Al den løgn om kvinders svaghed. Bogen tog udgangspunkt i hendes arbejde som kranfører i Oslo og hendes iagttagelser af lønforskelle, kvinders arbejde og forestillingerne om, hvad kvinder kan og ikke kan.
Siden har hun beskæftiget sig med en lang række emner og genrer. I Miraklet i Amalfi mødes to mennesker i et nedlagt italiensk nonnekloster, mens Hildas sang handler om magtkampe, religion og kvindeliv i 600-tallets England.
I Artemis. Beretning om en kat har katten hovedrollen, mens et ægteskabeligt drama udspiller sig i kulissen.
Med Denne gang går vi hele vejen vendte Vibeke Vasbo i 2022 tilbage til kvindekampen og fortalte om sit engagement i Rødstrømperne, kvindelejren på Femø og kampen for fri abort.
Hun har uddannet sig til sygehjælper, kranfører og lærer og har boet i både Norge og England. Hendes bøger er udkommet i Norge, Tyskland og England, og forfatterskabet omfatter romaner, digte, erindringer og debat.
Fejring på Myrehøj
Eskebjerg Beboerforening er vært for jubilæumsfejringen søndag den 20. september fra kl. 14 til 17 på Myrehøj i Eskebjerg. Her bliver den nye bog præsenteret, og der læses udvalgte passager fra forfatterskabet. Gæsterne får også mulighed for at købe udvalgte bøger, få dem signeret og skrive en personlig hilsen til Vibeke Vasbo i gæstebogen. Man kan desuden medbringe egne bøger til signering.
Der bliver serveret lidt til ganen under arrangementet. Tilmelding med antal deltagere kan ske på kontakt@vibekevasbo.dk. Den præcise adresse bliver sendt som svar.