Flere unge med lave karakterer vælger gymnasiet
69 procent af de unge i dag vælger en gymnasial uddannelse efter grundskolen. I 1985 var andelen under 46 procent. Samtidig er andelen, der begynder på en erhvervsuddannelse, faldet fra mere end 44 procent til 21 procent.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Seks ud af ti unge fra den nederste halvdel af karakterfordelingen i grundskolen begynder i dag på en gymnasial uddannelse. I 2002 gjaldt det fire ud af ti. Det viser en ny analyse af unges uddannelsesvalg efter grundskolen.
Analysen er omtalt i en pressemeddelelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) og viser desuden, at 69 procent af de unge i dag vælger en gymnasial uddannelse efter grundskolen. I 1985 var andelen under 46 procent. Samtidig er andelen, der begynder på en erhvervsuddannelse, faldet fra mere end 44 procent til 21 procent.
Ifølge AE kommer den øgede tilgang til gymnasierne stort set udelukkende fra unge i den nederste halvdel af karakterfordelingen.
”Gymnasiet vælges generelt på automatpilot, når unge skal vælge ungdomsuddannelse. Det gælder i stigende grad også for de unge, der kommer ud af grundskolen med relativt lave karakterer,” siger Rasmus Lindø Kaslund, analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Kun omkring halvdelen kommer videre
Analysen peger samtidig på, at unge med lave karakterer oftere dropper ud af gymnasiet, eller ikke efterfølgende begynder på en videregående uddannelse.
Blandt de unge, der begynder på en gymnasial uddannelse med karakterer i den laveste fjerdedel fra grundskolen, er det 51 procent, der både gennemfører gymnasiet og efterfølgende starter på en videregående uddannelse.
”Hver anden elev, der starter i gymnasiet med lave karakterer, opfylder ikke gymnasiets formål,” siger Rasmus Lindø Kaslund. Han peger på, at gymnasiet derfor ikke nødvendigvis er den sikre vej videre for unge, der har haft det fagligt svært i grundskolen.
”Det er langt fra den sikre vej videre for de unge, der har haft det svært fagligt i grundskolen. Så ender de med at skulle kæmpe sig igennem gymnasiet, hvor de måske får nogle knæk på den faglige selvtillid og trivsel,” siger Rasmus Lindø Kaslund.
Til sammenligning viser analysen, at 58 procent af de unge fra den laveste fjerdedel af karakterfordelingen, som starter på en erhvervsuddannelse, gennemfører.
Stor forskel på piger og drenge
Der er ifølge analysen også stor forskel på piger og drenges uddannelsesvalg.
Blandt piger med karakterer i den laveste fjerdedel vælger 85 procent gymnasiet, mens det gælder 33 procent af drengene. Samtidig vælger færre unge altså en erhvervsuddannelse end tidligere, hvilket ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er en af årsagerne til manglen på faglærte.
Peger på den nye epx
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peger på den nye gymnasiale uddannelse epx, der efter planen skal være erhvervs- og professionsrettet fra 2030, som en mulig vej for nogle af de unge.
Epx får lavere karakterkrav end det traditionelle gymnasium og bliver samtidig mere praktisk orienteret.
”Den nye epx har potentiale til at få godt fat i de unge, som ikke passer helt ind i de nuværende gymnasieuddannelser, men som gerne vil tage en ungdomsuddannelse med sociale fællesskaber, der ligner det traditionelle gymnasium. Samtidig bliver mulighederne for videre uddannelse meget bred,” siger Rasmus Lindø Kaslund.