Flere lokationer i spil til lastbilparkering

Efter en ophedet offentlig debat omkring lastbilparkering i vinter, er der nu flere bud på, hvordan man løser behovet for flere steder, lastbiler kan langtidsparkere. 

Flere lokationer i spil til lastbilparkering
Jonas Henriksen, tidligere medlem af kommunalbestyrelsen og Teknik- og Miljøudvalget for Kalundborg Listen, havde tilbage i januar et bud på. hvordan man kunne løse problematikken omkring lastbilsparkering på Stejlhøj. Nu skal Teknik, Natur- og Miljøudvalget tage stilling til flere muligheder. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Kommune oplever et stigende antal lastbiler, der leverer og henter varer hos virksomheder i kommunen. Derfor lægges der nu op til nye regler for parkering af lastbiler.

Tilbage i begyndelsen af året var der en heftig debat om netop parkering af lastbiler og behovet for at finde steder, lastbiler kan parkere, når de skal overholde deres hviletidsbestemmelser. 

I et forslag til ny bekendtgørelse om standsning og parkering foreslås det, at lastbiler som udgangspunkt ikke må parkere i kommunen mellem klokken 18 og 06, medmindre andet er skiltet. I dagtimerne fra klokken 06 til 18 vil parkering være begrænset til maksimalt seks timer.

Samtidig peger administrationen på, at der fortsat er behov for lastbilparkering, blandt andet så chauffører kan overholde reglerne om køre- og hviletid. Derfor foreslås det at undersøge nye placeringer for lastbilparkering i eller nær industriområder.

Det skal Teknik, Natur- og Miljøudvalget tage stilling til på dets møde torsdag. 

Kommunens infrastrukturplan bygger på et ønske om at holde tung trafik væk fra områder med mange bløde trafikanter, fordi lastbiler i bybilledet kan skabe utryghed og gøre områder mindre attraktive at opholde sig i. Samtidig understreges det, at godstransport er vigtig for både havnen, industrien og arbejdspladserne i Kalundborg Kommune.

Administrationen vurderer, at der bør være offentligt tilgængelige lastbilparkeringspladser i Kalundborg, Høng, Svebølle, Ubby/Jerslev, Gørlev og Havnsø. I dag findes der lovlig lastbilparkering på Stejlhøj i Kalundborg og på Karinavej i Høng, men særligt pladsen på Stejlhøj giver udfordringer på grund af byudvikling og øget trafik.

Derfor er der udarbejdet et katalog over mulige nye placeringer for lastbilparkering, som nu skal drøftes politisk. Nogle pladser kan etableres med ny skiltning, mens andre kræver større anlægsarbejder eller aftaler med private lodsejere.

Kommunen understreger samtidig, at de offentlige parkeringspladser kun skal være et supplement til de faciliteter, virksomhederne selv bør stille til rådighed for chaufførerne.

Man kan se alle forslag til lastbilsparkering her

Del