Flere hundrede skoleelever samles til "hockeyfest" på Gisseløre

Når Kalundborg Hockey Klub på fredag igen inviterer til skolestævne, bliver det med flere hundrede elever på banerne.

 

Flere hundrede skoleelever samles til "hockeyfest" på Gisseløre
Mellem 650 og 700 elever ventes at deltage i stævnet, hvor også mange forældre og bedsteforældre plejer at kigge forbi for at heppe på børnene. Arkivfoto.

Af Gitte Korsgaard  gitte@tv-kalundborg.dk

13 skoler deltager i årets skolestævne hos Kalundborg Hockey Klub.

Når Kalundborg Hockey Klub på fredag igen inviterer til skolestævne, bliver det med flere hundrede elever på banerne ved det gamle stadion på Gisseløre.

Alle 2., 3. og 4. klasser fra kommunens skoler er inviteret til den traditionsrige dag, og i år er 13 skoler repræsenteret – blandt andet den internationale skole, som deltager for første gang. Mellem 650 og 700 elever ventes at deltage i stævnet, hvor også mange forældre og bedsteforældre plejer at kigge forbi for at heppe på børnene.

Frivillige står bag stævnet

Banerne er allerede kridtet op og klar til en dag fyldt med hockeykampe og aktivitet. Stævnet arrangeres af Kalundborg Hockey Klub, hvor en række frivillige fra klubben har taget fri for at give eleverne en aktiv dag på tværs af skolerne – og samtidig give børnene mulighed for at stifte bekendtskab med hockey som sportsgren.

Kampene begynder klokken 8.30, og den sidste kamp spilles klokken 13. Herefter bliver der uddelt medaljer fra Dansk Hockey Union til alle puljevinderne.

Kalundborg Hockey Klub håber på endnu en vellykket dag på Gisseløre, hvor vejrudsigten indtil videre ser lovende ud.

Del