Flere afgange mellem Kalundborg og Slagelse i nyt trafiksats

Region Sjælland styrker busdriften på 430R i weekenderne

Flere afgange mellem Kalundborg og Slagelse i nyt trafiksats
Når Region Sjælland gennemfører køreplansskift den 28. juni 2026, bliver det lettere at rejse mellem Kalundborg og Slagelse i weekenderne.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Når Region Sjælland gennemfører køreplansskift den 28. juni 2026, bliver det lettere at rejse mellem Kalundborg og Slagelse i weekenderne.

Som led i en række forsøg skal den regionale buslinje 430R have flere afgange. På strækningen mellem Kalundborg og Slagelse øges frekvensen i weekenden fra timedrift til halvtimesdrift mellem klokken 7 og 20.

Tiltaget er en del af Region Sjællands arbejde med at gøre den kollektive trafik mere attraktiv og skabe bedre forbindelser for pendlere og andre rejsende.

“Vi ønsker en kollektiv trafik, der hænger bedre sammen og er et reelt alternativ – også når man skal hjem sent eller rejse til uddannelse. Med de nye tiltag afprøver vi forbedringer, der kan gøre en konkret forskel i hverdagen,” siger Christian Wedell-Neergaard, formand for Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde.

Forsøg skal teste behovet

Udvidelsen af busdriften på 430R er et af flere toårige forsøg, som Region Sjælland sætter i gang på baggrund af den trafikplan, der blev vedtaget i 2025.

Målet er at undersøge, om flere afgange kan tiltrække flere passagerer og skabe bedre sammenhæng i den kollektive trafik.

“Vores trafikplan pegede på rigtig mange steder, hvor vi kunne give vores buslinjer et løft og gøre det nemmere for vores mange pendlere at komme rundt i regionen. Vi har derfor udvalgt nogle linjer til at teste de mange potentialer,” siger Christian Wedell-Neergaard.

Forsøgene skal evalueres i 2027 med fokus på passagertal, brugertilfredshed og økonomi.

Natbusser og bedre uddannelsesforbindelser andre steder i regionen

Køreplansskiftet byder også på andre ændringer i Region Sjælland. Blandt andet indsættes der natbusser langs Odsherredbanen og Østbanen natten til lørdag og søndag som en midlertidig løsning, indtil natdrift med tog kan indføres.

Derudover forlænges buslinjerne 460R og 420 til uddannelsesinstitutioner i Slagelse og Ringsted for at gøre det lettere for studerende at komme til og fra undervisning. Samtidig opgraderes linje 540 mellem Holbæk og Ringsted til fast timedrift alle ugens dage.

Del