Fire Tech Talks sætter fokus på klima, natur og bioteknologi

Hvordan kan rotter bekæmpes uden gift? Er menneskeheden ved at overskride planetens klimamæssige grænser? Det er nogle af de spørgsmål, publikum kan blive klogere på, når Helix Lab til efteråret inviterer til en ny række Tech Talks.

Fire Tech Talks sætter fokus på klima, natur og bioteknologi
Helix Lab inviterer i efteråret til fire åbne foredrag. Fotos: Helix Lab.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Helix Lab inviterer i efteråret til fire åbne foredrag om blandt andet giftfri rottebekæmpelse, planetens miljømæssige grænser, naturgenopretning på Asnæs og risikoen for skimmelsvamp i fremtidens bæredygtige byggeri.

Hvordan kan rotter bekæmpes uden gift? Er menneskeheden ved at overskride planetens klimamæssige grænser? Og hvordan kan vi bygge bæredygtigt uden samtidig at skabe gode vækstbetingelser for skimmelsvamp?

Det er nogle af de spørgsmål, publikum kan blive klogere på, når Helix Lab til efteråret inviterer til en ny række Tech Talks. Programmet består af fire foredrag med forskere og eksperter, der deler viden om klima, biodiversitet og bioteknologiske løsninger på nogle af samfundets store udfordringer.

Blandt oplægsholderne er klimaforsker Katherine Richardson og Johan Andersen-Ranberg, der har modtaget Københavns Universitets Innovationspris.

Rotter skal gøres infertile

Efterårets første Tech Talk handler om rotter, som kan være et stort problem for både kommuner, virksomheder og borgere.

Johan Andersen-Ranberg, adjunkt ved Københavns Universitet og grundlægger af biotekvirksomheden TriptoBio, fortæller om forskningen bag en ny metode, hvor det naturligt forekommende plantestof triptolid gør rotter infertile i stedet for at slå dem ihjel med gift.

På længere sigt kan metoden blive et mere miljøvenligt alternativ til traditionelle rottegifte, der kan skade både miljøet og andre dyrearter.

Planetens miljømæssige grænser

I oktober kan publikum møde Katherine Richardson, professor ved Københavns Universitet og en af Danmarks førende klimaeksperter.

Hun er en af de drivende kræfter bag udviklingen af Planetary Boundaries Framework, som beskriver de miljømæssige grænser, menneskeheden skal holde sig inden for for at sikre en stabil planet.

I sit foredrag giver Katherine Richardson en aktuel status på planetens tilstand. Hun fortæller blandt andet om, hvilke grænser der allerede er overskredet, og hvad det betyder for fremtidens samfund.

Naturgenopretning og bæredygtigt byggeri

Programmet byder også på et foredrag om genopretning af naturen på Asnæs syd for Kalundborg, hvor Hempel Fonden arbejder på at genskabe et stort, sammenhængende naturområde.

Foredraget holdes af biolog og naturforvalter Axel Frederik Møller, der selv bor på Asnæs.

Efterårets sidste Tech Talk sætter fokus på en af udfordringerne ved den grønne omstilling af byggeriet. Her fortæller mykolog og byggeekspert Birgitte Andersen om, hvordan skimmelsvamp kan undgås, når der i stigende grad bygges med træ og andre biobaserede materialer.

Tech Talks afholdes på engelsk. Det er gratis at deltage, og arrangementerne er åbne for alle med interesse for forskning, teknologi og den grønne omstilling.

Program:

  1. september kl. 16.00–17.00
    Rats on the Pill
    Johan Andersen-Ranberg, adjunkt ved Københavns Universitet og grundlægger af TriptoBio.
  2. oktober kl. 16.00–17.00
    Planetary Boundaries
    Katherine Richardson, professor ved Københavns Universitet.
  3. november kl. 16.00–17.00
    Wilderness at Asnæs
    Axel Frederik Møller, biolog og Conservation Manager, Vildmarken.
  4. december kl. 16.00–17.00
    Green Buildings, Grey Mold
    Birgitte Andersen, ph.d. og mykolog ved BUILD, Aalborg Universitet.

Ved alle arrangementerne er der kaffe og networking fra kl. 15.00 til 17.30.

Sted: Helix Lab, Campus Kalundborg 3, 4400 Kalundborg
Deltagelse: Gratis
Tilmelding: www.helixlab.dk/tech-talks-helix-lab

Del