FDF Ubby tager hul på ny sæson med fællesskab og friluftsliv

FDF Ubby tager hul på en ny sæson, hvor børn og unge inviteres til udendørs aktiviteter, fællesskab og nye venskaber.

FDF Ubby tager hul på ny sæson med fællesskab og friluftsliv
Hos FDF Ubby er der fokus på blandt andet fantasi, bål, friluftsliv og fællesskab.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Torsdag den 13. august tager FDF Ubby hul på en ny sæson, hvor børn og unge inviteres til udendørs aktiviteter, fællesskab og nye venskaber.

Sæsonen begynder på Torvet 17 i Ubby, hvor en gruppe frivillige voksne står klar til at tage imod både nuværende og nye medlemmer. Hos FDF Ubby er der fokus på blandt andet fantasi, bål, friluftsliv og fællesskab.

Tre hold med forskellige mødetider

FDF Ubby mødes fast hver torsdag. I år er medlemmerne delt op i tre hold for at kunne tilbyde mere alderssvarende aktiviteter.

Puslinge og Tumlinge fra 0.-2. klasse samt Pilte og Væbnere fra 3.-6. klasse mødes fra kl. 17.00 til 19.00. Seniorvæbnere og Seniorer fra 8. klasse og op til 19 år mødes fra kl. 18.30 til 20.30.

Selvom holdene har forskellige mødetider, mødes alle omkring den fælles aftensmad fra kl. 18.30 til 19.00. For de yngste bliver måltidet en afslutning på mødet, mens det for de ældste bliver starten på deres aften. Samtidig er fællesspisningen med til at styrke fællesskabet på tværs af aldersgrupperne.

Arrangementer for hele byen

FDF Ubby er også en del af en række arrangementer i lokalsamfundet. I løbet af sæsonen inviteres hele byen blandt andet til Halloween på torvet den 31. oktober og fakkeloptog med juletræstænding den 29. november.

Til foråret står den på fastelavnsfest, som arrangeres i samarbejde med Brugsen, mens der senere inviteres til Sankt Hans i børnehøjde i Østergårdsparken i samarbejde med byens øvrige foreninger.

Sæsonen slutter med sommerlejr

Ud over de ugentlige aktiviteter byder FDF-året også på weekendlejre. Sæsonen afsluttes i juli med en stor sommerlejr for alle medlemmer. Sommerlejren foregår på FDF Ubbys egen lejrgrund, Strandlyst, der ligger ned til Ugerløse Strand.

Nye medlemmer er velkomne til at møde op på Torvet 17 en torsdag og prøve FDF-livet. Det eneste, man skal huske, er tøj, der passer til vejret og gerne må blive beskidt.

Flere oplysninger om tider, program og arrangementer findes på FDF Ubbys hjemmeside.

Del