Familiedag ved kysten: Frivillige planter ålegræs ved Gisseløre

Søndag den 14. juni inviteres børn, voksne og naturinteresserede til en dag ved kysten.

Familiedag ved kysten: Frivillige planter ålegræs ved Gisseløre
Den 14. juni inviteres børn, voksne og naturinteresserede til at plante ålegræs ved Gisseløre Havn i Kalundborg.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Søndag den 14. juni inviteres børn, voksne og naturinteresserede til en dag ved kysten, når Danmark Planter Ålegræs afholdes ved Gisseløre Havn i Kalundborg.

Arrangementet finder sted fra klokken 10 til 13 og byder ikke kun på plantning af ålegræs, men også en række familievenlige aktiviteter. Deltagerne kan blandt andet prøve naturbingo, undersøge og bestemme smådyr samt lære mere om livet under havoverfladen.

Danmark Planter Ålegræs er et landsdækkende citizen science-projekt, hvor frivillige hjælper med at plante ålegræs og indsamle data til Syddansk Universitet. Projektet drives af Tænketanken Hav i samarbejde med universitetet og med støtte fra Nordea-fonden.

Vil styrke naturen og skabe ny viden

Formålet er både at styrke naturen og skabe ny viden om ålegræssets udbredelse. Ålegræs spiller en vigtig rolle for biodiversiteten i havet, da det fungerer som levested for både fisk og fugle. Samtidig er to tredjedele af de danske ålegræsbestande forsvundet gennem de seneste 120 år, hvilket har haft store konsekvenser for livet i havet.

Interessen for projektet er voksende. I 2025 deltog mere end 1.700 danskere i aktiviteterne rundt om i landet, og arrangørerne forventer endnu større opbakning i år.

Bag initiativet står ønsket om at give familier og frivillige mulighed for aktivt at bidrage til et sundere havmiljø, samtidig med at de får en fælles naturoplevelse ved kysten.

Der kan læses mere om projektet på Tænketanken Havs hjemmeside, lhttps://www.taenketankenhav.dk/aalegraes ligesom projektet også kan følges på Instagram https://www.instagram.com/danmark_planter_aalegraes/ 

Del