Færre ansøgere til bioteknologiuddannelsen i Kalundborg efter skærpet optagelsesproces
Faldet skyldes en skærpet optagelsesproces for internationale ansøgere, som Absalon har indført forud for årets optag.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Den engelsksprogede diplomingeniøruddannelse i bioteknologi på Professionshøjskolen Absalons campus i Kalundborg har i år modtaget 56 ansøgere mod 100 sidste år.
Faldet skyldes en skærpet optagelsesproces for internationale ansøgere, som Absalon har indført forud for årets optag. Det samlede ansøgertal til Professionshøjskolen Absalon ligger på niveau med sidste år, når der korrigeres for færre internationale ansøgere som følge af de skærpede optagelseskrav. I alt har 2.366 ansøgere søgt en uddannelse på Absalon som deres 1.-prioritet.
"For os har målet i år være en mere professionel optagelsesproces, der giver et mere kvalificeret optag, hvor de studerende har et godt fagligt udgangspunkt for at gennemføre uddannelsen. Det er afgørende for både den enkeltes studieforløb og den samlede kvalitet i uddannelserne," siger Patrizia Marchegiani.
Reformen giver nye muligheder
Med reformen af de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser, der trådte i kraft 1. januar 2026, er der afsat 2,1 mia. kr. til at løfte kvaliteten af professionsuddannelserne og gøre dem mere attraktive.
"Reformen giver nye muligheder, som vi på Absalon har valgt at investere konkret i flere undervisningstimer, mindre hold og mere vejledning. Samtidig styrker vi uddannelsernes indhold med bl.a. mere simulationsundervisning og mere kontakt med praksis," siger Patrizia Marchegiani.
Den 28. juli får alle, der har søgt ind på en videregående uddannelse i Danmark, svar på, om de er optaget. Herefter bliver det muligt at søge optagelse på uddannelser med ledige pladser, som blandt andet vil fremgå af Absalons hjemmeside.