Eventyr fra Knabstrup Gods udkommer som bog

Forfatter Jens Balslev har taget udgangspunkt i virkelige personer og hændelser fra begyndelsen af 1800-tallet i eventyrfortællingen ”Skoene og ringen”.

Eventyr fra Knabstrup Gods udkommer som bog
Fortællingen kan forstås af børn men henvender sig også til voksne, siger Jens Balslev om ”Skoene og ringen”. Foto: Per Christensen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

Forfatter Jens Balslev har taget udgangspunkt i virkelige personer og hændelser fra begyndelsen af 1800-tallet i eventyrfortællingen ”Skoene og ringen”, der nu udkommer med illustrationer af billedkunstner Maja Lisa Engelhardt.

”I gamle dage på herregården Knabstrup var der en fodermester, der hed Hans Nielsen.”

Sådan begynder eventyrfortællingen ”Skoene og ringen”, som forfatter Jens Balslev har skrevet om en bestemt epoke i familien Lunns lange historie på Knabstrup Gods.

Handlingen udspiller sig i begyndelsen af 1800-tallet og tager afsæt i virkelige personer og hændelser. Centralt i fortællingen står oberst Willars Knudsen Lunn (1775-1865) og hans to ægteskaber – først med Louise, der døde i barselssengen, og blot to år senere med Louises lillesøster Henriette.

Troldebrødre blander sig

Jens Balslev har vævet en finurlig og dramatisk historie med troldetøj. Fortællingen er lagt i munden på fodermesteren Hans Nielsen, som beretter på vegne af De Underjordiske.

Her møder læseren blandt andre de to troldebrødre og smede Sindre og Brokk. De bor i en høj nær herregården og har mere end en finger med i spillet.

Teksten indgår oprindeligt i en musikfortælling, som er bestilt og skrevet til fejringen i september af Lunn-familiens 250-årige ejerskab af Knabstrup Gods. Lundbyekomitéen i Kalundborg mener imidlertid, at fortællingen fortjener større udbredelse, og derfor udkommer den nu som bog.

Forbindelse til Lundbye

Fortællingen har samtidig en kobling til guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye (1818-1848). Han gæstede Knabstrup og logerede på enkesædet Dortheaslyst.

– Også han var optaget af ”troldetøjet”, og det førte til, at familien opkaldte en høj lige uden for herregårdens park efter ham. ”Lundbyes Høj” opfattes således som et sted for ”de usynlige”, som ifølge overleveringen blander sig i menneskers skæbner, forklarer Jens Balslev.

Illustreret af Maja Lisa Engelhardt

Billedkunstner Maja Lisa Engelhardt står bag bogens originale illustrationer. De stemningsmættede billeder giver ifølge omtalen historien ekstra dybde og er samtidig kunstværker i sig selv.

”Skoene og ringen” kan købes fra mandag den 7. september hos Bog & idé og fra den 8. september på Bispegården i Kalundborg.

Del