Esbern Snare har hørt

Esbern Snare har igen hørt nyheder om stort og småt. 

Esbern Snare har hørt

Af journalist Sonja Husted Rasmussen  sonjahustedrasmussen@gmail.com

Esbern Snare har hørt: 

At seniorfestivalen i parken ved Højskolen Marielyst på Falster i år havde samlet henved 2.000 deltagere, en af dem var sygeplejerske Aase Jørgensen Due, tidligere medlem af Kalundborg Kommunalbestyrelsen.
Hun deltog i festivalen for første gang, men det bliver nok ikke den sidste, for det blev et par udbytterige dage i det smukke område ved højskolen målrettet seniorer med interesse for musik, foredrag og information.

En enkelt skønhedsplet var der, for de solgte 2.000 billetter var efter Aases mening måske lige i overkanten, for det kneb især på 2. dagen med at finde plads ved den store scene i det smukke solskin.
Dagene startede med morgensang fra Højskolesangbogen, og det var en god oplevelse at sidde eller stå sammen med hundredvis af mennesker i et kæmpestort udendørs kor. Sidste vers af hver sang blev altid sunget stående.

Dag 1 nød Aase især at høre på Bertel Haarder, der med kloge ord, anekdoter og skælmeri fik reklameret for sin nyeste bog Sjælespark.

De to fik en lille snak bagefter. De har den fælles referenceramme, at begge er vokset op på en højskole.
I Bertel Haarders foredrag bed Aase Due blandt andet mærke i, at han var imod hjemmeundervisning, og han ved, hvad han taler om. Han blev undervist hjemme fra 2. til 7. klasse, og han glædede sig, da han endelig kom i skole og fik klassekammerater, selvom han blev mobbet og blev kaldt ”fesser”.

Musikken, der prægede festivalen, var fra deltagernes unge dage, og det viste sig, at de første numre med jazz ikke var ligeså attraktive som blues og rock.

Alt i alt var festivalen præget af god stemning, og Aase er fuld af beundring for de seje deltagere, der holdt ud trods 1. dagens vejrluner med stærk vind og regn. 


Aase Jørgensen Due og Bertel Haarder benyttede lejligheden til en snak ved seniorfestivalen. Privatfoto.

Esbern Snare har hørt: 

At minicafén i kirkehaven ved Vor Frue Kirke i år gav 6200 kr. i overskud – ca. inkl. Mobilpay. 
Især om torsdagen var der god søgning i den lille café. Det var efter sommerkoncerten i kirken, hvor de to sangere Sofia og Andreas Warden Bigum gav en meget smuk koncert. Kirken var fyldt, og mange af
deltagerne fik lyst til en kop kaffe, en sandwich eller et stykke kage efter koncerten, så der var kø ved kaffeboden.

Indtægterne deles imellem Folkekirkens Nødhjælps hjælpeprogram for Ukraine og Vor Frue Kirkes menighedspleje.

Da Andreas Bigum hørte, at dagens overskud blandt andet gik til Ukraine, sluttede han af med den meget bevægende ukrainske sang Bøn for Ukraine.

Også om fredagen var der åbent i minicafeen, og der kunne gæsterne lytte til lirekassemusik. Hans Rørbech gav nogle muntre numre på sin lirekasse. Hans er forhenværende medlem af Vor Frue Sogns
Menighedsråd, og så er han i øvrigt kirkens nabo i Adelgade, så han skulle ikke køre lirekassen så langt.


Hans Rørbeck spillede en række muntre numre på sin lirekasse, og aben var selvfølgelig med. Foto: Sonja Husted Rasmussen.

Del