Erik maler på livet løs - er nået halvvejs

Det er to uger siden, Erik Peitersen foretog de første penselstrøg på 'Lundbyeland'. Et maleri, som Maja Lisa Engelhardt har malet, og som skal forvandle en flad gavl i Kalundborg til et farvestrålende og fabulerende kunstværk. 

Erik maler på livet løs - er nået halvvejs
Erik Peitersen vurderer galvmaleriet til at være halvejs i processen. Dog udfordre varmen en smule. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

De første dage var præget af kulde, og det passede kunstneren Erik Peitersen godt. Så kunne han nemmere styre processen med at forvandle et forholdsvis lille maleri til et stort gavlmaleri.

Nu er det drønvarmt, og tirsdag middag var det rigtig lunt ved gavlen i Tømmerslippen, som er passagen mellem H&M og Louise Lunds butik på Kordilgade 28-30 ud mod den nyrenoverede parkeringsplads i Bredgade.

Her gik Erik Peitersen rundt om bordet med pigmenter og silikatmaling og svedte. Ikke bare over de høje temperaturer, men også over, at når han havde blandet en farve, tørrede farveprøven rigtig hurtigt.

"Det udfordrer processen en smule, for varmen gør, at malingen sætter sig rigtig hurtigt. Og det her maleri har rigtig mange forskellige farver," forklarer Erik Peitersen.

Dørene til hans varevogn står åbne, og på bordet foran gavlen er der pigment i flere farver og silikatmaling.

Silikatmaling er en ekstremt slidstærk og vejrbestandig maling med en kemisk hærdning, og den er 100 procent diffusionsåben, hvilket vil sige, at muren kan ånde.

Frie hænder

Ved siden af liften står den skitse, som Maja Lisa Engelhardt har udarbejdet, men som hun har givet Erik Peitersen frie hænder til at arbejde med.

"Der er mange lag i dette maleri, og jeg maler med transparente farver. Jeg vil tro, at jeg er halvvejs i processen, for selv om mange tror, at maleriet er færdigt, mangler der masser af lag og struktur i maleriet. Det giver elektricitet og dybde," forklarer Erik Peitersen.

Det kræver ro og koncentration at blande farver til det store gavlmaleri. Foto: Charlotte Koefoed

Erik Peitersen har altid selv malet og har arbejdet sammen med den kendte maler, billedhugger og digter Per Kirkeby i langt over 25 år.

Så det er ikke første gang, han skal fortolke og overføre en anden kunstners maleri.

"Maja Lisa står ikke og overvåger processen. Vi har en kosmisk forbindelse," griner Erik Peitersen, mens han blander endnu en farve til gavlen.

Lundbyekomitéen står bag

Det er Lundbyekomitéen, der har ansøgt om støtte til værket Lundbyeland, som borgerne i Kalundborg får i gave i anledning af Maja Lisa Engelhardts 70-års fødselsdag den 2. maj i år.

Kunstværket er delvist finansieret af Kalundborg Kommunes kunstfond, som har givet et tilskud på 160.172 kroner til styrkelse af billedkunsten i det offentlige rum.

Ifølge Lundbyekomitéen håber man, at det færdige gavlmaleri kan afsløres lørdag den 11. juli, hvor der vil være taler og musik i forbindelse med begivenheden.

Del