En levende bymidte kræver samarbejde og klare valg

Hvordan skaber man en levende bymidte, der kan tiltrække både borgere, arbejdskraft og besøgende? Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da Kalundborgegnens Erhvervsråd mandag aften inviterede til fyraftensmøde.

En levende bymidte kræver samarbejde og klare valg
Kalundborgegnens Erhvervsråd samlede mandag aften 120 deltagere til debat om fremtidens Kalundborg. Foto: Thomas Gosch

Af Gitte Korsgaard  gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborgegnens Erhvervsråd samlede mandag aften 120 deltagere til debat om fremtidens Kalundborg.

Hvordan skaber man en levende bymidte, der kan tiltrække både borgere, arbejdskraft og besøgende? Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da Kalundborgegnens Erhvervsråd mandag aften inviterede til fyraftensmøde på Kalundborg Gymnasium.

Omkring 120 personer deltog i arrangementet, heriblandt forretningsindehavere, virksomhedsejere, kommunale medarbejdere og en række kommunalpolitikere. Erhvervschef i Kalundborgegnens Erhvervsråd, Caspar Christensen, bød velkommen og præsenterede aftenens oplægsholdere. Han stillede samtidig spørgsmålet til publikum:

”Hvornår har du sidst været i bymidten, uden at have et formål?”

Han fortalte herefter om bymidteprojektet, som har modtaget 6,9 millioner kroner i støtte fra Regionsfonden. Midlerne er fordelt på tre indsatsområder: kompetenceudvikling, fysiske forbedringer og formalisering af bysamarbejdet.

Målet med projektet er at øge virksomhedernes tilpasningsevne, skabe en levende bymidte og understøtte en bæredygtig udvikling. Den samlede økonomi i projektet lyder på 11,5 millioner kroner.

Levende byer kræver koordinering

Rådgiver, foredragsholder og underviser Maria Degn gav sit bud på, hvad en levende bymidte består af.

"Hvad betyder en levende bymidte? Det handler om veje, byrum med mulighed for ophold, hyggelige kulturarvsmiljøer, byggeri og boligområder. Men det handler også om mennesker – unge og ældre, gæster, turister, arbejdskraft, erhvervsdrivende, investorer og udsatte. Det hele er dybt komplekst og dynamisk og består af et virvar af mange forskellige forhold. De byer, hvor man ikke samarbejder og koordinerer, går det galt for," sagde Maria Degn.

Kalundborg skal vælge retning

Per Thye Rasmussen fra Dansk Erhverv satte fokus på byudvikling i forandring samt aktuelle tendenser og anbefalinger. Han lagde ikke skjul på, at han mener, Kalundborg har udfordringer, der skal adresseres.

"Jeg kender området, da jeg er født i Jyderup og er kommet i både Svebølle og Kalundborg. Privatforbruget er faldet, selv om vi har flere penge end tidligere. Vores forbrugsmønster har ændret sig, og vi bruger pengene andre steder. I Kalundborg skal man beslutte, hvilken retning man vil gå, og derefter gøre det helhjertet. Det er vigtigt, at byerne kan skaffe arbejdskraft. Som erhvervsdrivende kan man enten græde over, at e-handel står for 30 procent af salget, eller man kan jagte de sidste 70 procent ved at finde den rigtige vej uden om e-handel. Samtidig mener 54 procent af danskerne, at en levende bymidte er vigtig, når de skal vælge et sted at bosætte sig," sagde Per Thye Rasmussen.Han påpegede desuden, at kommunen også kan spille en vigtig rolle i arbejdet med at gøre bymidten attraktiv ved ikke at flytte funktioner som rådhus, bibliotek, politi og lægehuse væk fra centrum.

Fællesskaber på tværs af generationer

Aftenens sidste oplæg blev holdt af kultursociolog og foredragsholder Emilia van Hauen, som talte om moderne fællesskaber, den unge generation og hierarkier i hverdagen. Hun indledte med at spørge publikum, hvad der undrer dem mest ved andre generationer.

Under oplægget fremhævede hun, at menneskers bedste oplevelser ofte opstår i samvær med andre mennesker, og at stærke relationer derfor er afgørende.

”Vi vil gerne være en del af et fællesskab og kunne bidrage. Det går igen i alle generationer,” sagde hun.

Dialog om bymidtens fremtid

Arrangementet blev afsluttet med en fælles dialog om bymidten, hvor alle fremmødte havde mulighed for at komme med input og bidrage til debatten om Kalundborgs fremtidige udvikling.

Del