Elever på Herredsåsen sætter fokus på plastik i havet og hvalernes vilkår

Hele 2. årgang afslutter undervisningsforløb med udstilling på Kalundborg Bibliotek.

Elever på Herredsåsen sætter fokus på plastik i havet og hvalernes vilkår
Eleverne på 2. årgang på Skolen på Herredsåsen har gennem flere uger arbejdet med undervisningsforløbet ”Den blå hylde” i samarbejde med organisationen Plastic Change.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Hele 2. årgang afslutter undervisningsforløb med udstilling på Kalundborg Bibliotek.

Eleverne på 2. årgang på Skolen på Herredsåsen har gennem flere uger arbejdet med undervisningsforløbet ”Den blå hylde” i samarbejde med organisationen Plastic Change. Forløbet har haft fokus på hvalernes levevilkår og den stigende plastikforurening i verdenshavene.

Undervisningen har givet eleverne indblik i både livet under havoverfladen og de miljømæssige udfordringer, som plastaffald skaber for dyr og mennesker.

“Hvert eneste år ender omkring 11 millioner tons plastik i havet. Plastikkrisen er en af vores tids største udfordringer og påvirker både klima, miljø og menneskers sundhed,” lyder det fra Plastic Change.

Arbejdet med emnet har gjort stort indtryk

Som en del af forløbet har eleverne arbejdet med forskellige hvalarter i danske farvande, hvalernes fødekilder og plastikforureningens betydning for livet i havet. Derudover har undervisningen også omfattet fagbegreber, databehandling, tabeller, diagrammer samt kreative arbejdsformer.

Eleverne har blandt andet læst bogen Kaskelotternes sang og produceret egne skulpturer, billeder og udstillingsmaterialer inspireret af havet og hvalernes verden.

“Arbejdet har været en øjenåbner for os. Vi er rystede over, hvor enormt plastikproblemet i verden reelt er. Det har gjort stort indtryk på os.”

Lærerne bag projektet har oplevet stor interesse og engagement blandt eleverne under hele forløbet: “Det har været helt imponerende at se børnenes engagement i at holde vores udeområder rene for skrald,” fortæller lærer Elva Antonsdottir.

“Forløbet har været så praksisnært, at børnene let har kunnet engagere sig i det,” siger lærer Lonni Nobel.

Udstilling på biblioteket

Som en del af projektet har eleverne også arbejdet med at skabe opmærksomhed om plastikforurening i lokalområdet gennem reklamer og informationsmateriale, som deles ud i byen.

Projektet afsluttes med en udstilling på Kalundborg Bibliotek, hvor elevernes kreative arbejder og produkter bliver vist frem for offentligheden. Udstillingen kan opleves fra den 30. maj til den 3. juni, og alle er velkomne. Den 4. juni afholdes desuden en særlig fremvisning for forældrene.

Del