Efter 25 år på Tømmerup Friskole stopper Lisbeth
På fredag har Lisbeth Andreasen sidste arbejdsdag på Tømmerup Fri- og Efteskole, hvor hun har været ansat i 25 år - plus det løse.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
På fredag er det slut. Et 38 år langt arbejdsliv får en ende, og den 62-årige Lisbeth Andreasen fra Ubberup lægger skolebøger og nøgler fra sig.
Hun går nemlig på pension, og nu står der en autocamper i indkørslen, som skal tage Lisbeth Andreasen rundt i Danmark.
Men inden hun kan pakke bilen og sætte kursen mod de danske kyster, skal hun sige farvel til sin arbejdsplads gennem de sidste 25 år. Det sker ved en reception i spisesalen på Tømmerup Fri- og Efterskole mellem klokken 15 og 17.
Lisbeth Andreasen bor i sit barndomshjem i Ubberup, et hus som familien har ejet i generationer, og det lokale tilhørsforhold ligger hende meget på sinde.
Hun har selv gået på Tømmerup Friskole, der åbnede i 1911. Da hun blev uddannet lærer fra Holbæk Seminarium, var hendes første arbejdsplads efterskoledelen på Tømmerup Fri- og Efterskole.
Her var hun i fem år, hvorefter hun tilbragte otte år på Ubby Fri- og Efterskole, før hun i 2001 vendte tilbage til Tømmerup Fri- og Efterskole. Her kan hun nu se tilbage på 25 år som friskolelærer.
"Skal jeg finde den røde tråd i mit lærervirke, må det være, at jeg altid har undervist ud fra, at teori og praksis skal hænge sammen. At man bruger både hoved og krop. Derfor har jeg tit taget mine elever med ud i naturen- på cykel," forklarer Lisbeth Andreasen.
Elsker forskelligheden – ikke én dag har været ens
Øjnene stråler, når talen falder på alle de børn, der gennem årene har været igennem hendes klasseværelser. Dansk, matematik, kristendom, sløjd og skolebiblioteket har været Lisbeth Andreasens domæner gennem årene, og hun har elsket sit arbejde.
"Altså, det er jo meget godt, at livet går én dag ad gangen og ikke foregår på én gang, for havde jeg vidst, at jeg skulle være lærer i 38 år, havde jeg måske ikke haft mod på det. Men jeg elsker nye elever, nye forældre, nye undervisningsmetoder og ny teknik. Jeg har virkelig nydt at være lærer," slår Lisbeth Andreasen fast.
Netop variationen er vigtig. At der er elever fra alle sociale lag, dygtige elever, elever der ikke kan sidde stille, elever med indlæringsvanskeligheder og alt muligt andet.

Sløjdlokalet har været Lisbeths Andreasens domæne. Foto: Charlotte Koefoed
Men Lisbeth Andreasen elsker børnene – og måske især dem, der har lidt krudt bagi.
"Det er utroligt, hvad et bål, en snittekniv og en pind kan gøre. At cykle ud i skoven med en klasse og undervise i matematik. At man ser de andre kompetencer, børnene har. For mig er det en stor glæde at se børnene udvikle sig og flytte sig fagligt. Og så har jeg jo været her så længe, at jeg har haft deres forældre og kender deres bedsteforældre," siger Lisbeth Andreasen.
I sløjdlokalet har Lisbeth Andreasen en særlig tradition. Alle elever skal nemlig lave en trækasse med deres navn på. Og den tester Lisbeth holdbarheden af ved at stå på kassen.
"Det synes eleverne er rigtig sjovt – og lidt sært," griner Lisbeth Andreasen.
Aktiv i foreningslivet
Det er ikke kun i arbejdslivet, at Lisbeth Andreasen spænder over mange færdigheder.
Hun er også meget aktiv i foreningslivet og har været engageret mange steder. Blandt andet i bestyrelsen for Sjællandske Medier, i Ubberup Valgmenighed, på Ubberup Højskole, i Liselund Fonden og i Grundtvigs Mindestuer i Udby.
Samtidig med at Lisbeth Andreasen går på pension, har hun også trukket sig ud af en stor del af det frivillige arbejde. Dog ikke i Grundtvigs Mindestuer i Udby. Hun bevarer også sin plads i repræsentantskabet i Sjællandske Medier.
"Jeg har arbejdet i 38 år i træk. Jeg har ikke børn, så jeg har ikke været på barsel eller lignende. Bare arbejdet. Via en god pensionsordning har jeg mulighed for at stoppe mit arbejdsliv nu, så nu venter der en masse eventyr forude. Først og fremmest skal jeg rundt med autocamperen og besøge venner, familie og en masse mennesker, jeg kender via mit foreningsarbejde. Det glæder jeg mig rigtig meget til," siger Lisbeth Andreasen.

Efter 25 år på Tømmerup Fri- og Efterskole går Lisbeth Andreasen på pension. Foto: Charlotte Koefoed
Hendes foretrukne destination er Skandinavien. Men for første gang i mange år ligger der ikke en skemalagt fremtid foran Lisbeth Andreasen.
Og det glæder hun sig til.
"Det bliver skønt at kunne spise, når man er sulten og ikke når der er frikvarter. Jeg har haft et meget rigt arbejdsliv. Nu glæder jeg mig til fremtiden."