Drømmestart var ikke nok for Raklev
Fredag aften tog Raklev turen til Dianalund for at jagte de tre point, der skulle til for at holde liv i muligheden for at slutte i top 2.
Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk
Det så også rigtig godt ud fra start, da Raklev bragte sig foran 2-0 inden for kampens første 10 minutter. Først scorede Sebastian Døj med et velplaceret langskud efter forarbejde af Marcus Stoltenberg. Kort efter var Stoltenberg selv på pletten, da han opsnappede en dårlig aflevering i Dianalunds defensiv og sikkert sparkede bolden i mål.
Føringen holdt dog kun i to minutter. Lidt ud af ingenting, men efter en rigtig flot soloaktion, reducerede Bertram Marcher for hjemmeholdet. ”Dianalund kom herefter bedre med i kampen, og vi overlod desværre for meget af initiativet til dem. I kampens 22. minut blev en bold spillet i dybden, og vores keeper Noah Lundsgaard og en Dianalund-spiller jagtede den samtidig. Dommeren vurderede, at Noah kom for sent, og pegede på straffesparkspletten. Pludselig stod der 2-2,” fortæller Nihat Carkaci, assistenttræner for Raklev.
I den efterfølgende periode havde Raklev det svært, og Dianalund udnyttede momentum til at bringe sig foran 3-2 efter et kontraangreb. Kort efter var Dianalund tæt på at øge føringen til 4-2, men her reddede overliggeren Raklev.
”Kort inden pausen fik vi selv en stor mulighed for at udligne, men det lykkedes desværre ikke. I pausen foretog vi nogle taktiske ændringer, og vi kom rigtig godt ud til anden halvleg,” siger Nihat Carkaci.
Allerede i 2. halvlegs indledning fik Raklev en kæmpe chance, som de desværre ikke fik omsat til mål. De fortsatte dog med at presse på. I det 58. minut viste Lucas Bilstrup stor energi, da han jagtede en svær bold, som en Dianalund-spiller forsøgte at dække af til målspark. Bilstrup fik prikket bolden forbi modstanderen, men blev efterfølgende fældet i feltet. Dommeren pegede på pletten, og Raklev fik dermed muligheden for at udligne på straffe.
Den ellers normalt sikre Simon Müller tog sig af straffesparket, men desværre for Raklev blev sparket reddet af modstanderens keeper. Raklev fortsatte jagten på udligningen og fik skabt yderligere tre-fire store chancer samt et skud på stolpen. Men bolden ville ganske enkelt ikke ind, og kampen endte derfor med et nederlag på 3-2.
”Det er naturligvis skuffende at tage fra Dianalund uden point, når vi får så god en start og efterfølgende skaber chancer nok til både at udligne og vinde kampen,” siger Nihat Carkaci og slutter, ”Vi var desværre ikke kyniske nok foran mål, for mulighederne til at få noget med hjem var bestemt til stede.”
Nu har Raklev to kampe tilbage af sæsonen, som de skal forsøge at slutte af på bedst mulige måde.
Kampens målscorer:
0-1: Sebastian Døj (7’)
0-2: Marcus Stoltenberg (9’)
1-2: Bertram Marcher (11’)
2-2: Lukas Larsen (22’)
3-2: Silas Breinholt (34’)
Man of the match for Raklev blev Lucas Bilstrup.
Raklevs næste kamp er mod Taastrup FC på hjemmebane lørdag den 7. november klokken 12:00.