Ny rapport: Sundheden er ulige fordelt i den kommende region
En ny sundhedsprofil viser store forskelle blandt borgerne i den kommende Region Østdanmark.
Af Gitte Korsgaard – gitte@tv-kalundborg.dk
Midt- og Vestsjælland er blandt de områder, hvor kronisk sygdom og dårligt helbred fylder mest. En ny sundhedsprofil viser store forskelle blandt borgerne i den kommende Region Østdanmark.
Bopæl, alder og uddannelse har betydning for sundheden blandt de næsten 2,8 millioner borgere, der fra nytår bor i Region Østdanmark. Det viser den nye rapport ”Sundhedsprofilen for Region Østdanmark”, som for første gang samler resultater fra sundhedsprofilerne i Region Sjælland og Region Hovedstaden.
Rapporten tegner et billede af en region med store forskelle. Borgere med færrest sociale og økonomiske ressourcer har generelt dårligere helbred og lavere trivsel.
Midt- og Vestsjælland er sammen med Amager og Vestegnen samt Østsjælland og Øerne blandt de sundhedsrådsområder, hvor der generelt er højere forekomst af dårligt helbred, svær overvægt, rygning, lav fysisk aktivitet og usund kost.
Kronisk sygdom fylder særligt i Midt- og Vestsjælland samt Østsjælland og Øerne, mens dårlig mental trivsel er en større udfordring på Amager og Vestegnen.
Flere penge til områder med store udfordringer
Det forberedende regionsråd har i budgetaftalen for 2027 styrket sundhedsrådene Midt- og Vestsjælland samt Østsjælland og Øerne økonomisk. De to områder beskrives som dem med de største udfordringer, men færrest penge.
“Sundhedsprofilen viser tydeligt de store og uholdbare forskelle, som vi har i den kommende region, og som vi med Sundhedsreformen har fået til opgave at gøre noget ved. Nu er det vores ansvar i Region Østdanmark at udligne uligheder og styrke indsatsen dér, hvor borgerne er mest syge – både når det gælder adgang til egen læge, løft af de mindre hospitaler og sundhedstilbud tæt på borgerne. Det kræver, at vi prioriterer pengene anderledes, og det arbejde er vi allerede i gang med i det første budget,” siger Lars Gaardhøj, regionsrådsformand for Region Hovedstaden og den kommende Region Østdanmark.
Regionsrådsformand i Region Sjælland, Trine Birk Andersen, peger på behovet for at styrke indsatsen i de yderste områder.
“Det er vigtigt at fortsætte arbejdet med at styrke indsatser, der hvor behovene er størst – og det gælder i høj grad de yderste områder i det nuværende Region Sjælland, hvor der er mange syge til færre læger. Sammenlægningen af regionerne giver heldigvis nogle nye muligheder for at samarbejde på tværs og dele de gode løsninger,” siger Trine Birk Andersen, regionsrådsformand for Region Sjælland.
Forskellige udfordringer i sundhedsrådene
De seks sundhedsråd skal sammen med regionsrådet arbejde for mere sammenhængende, nær og lige behandling samt mere forebyggelse. Rapporten viser dog, at opgaverne varierer fra område til område.
I Sundhedsråd Hovedstaden har borgerne generelt et større alkoholforbrug og mere daglig brug af snus, nikotinposer eller lignende. Her ses også et højere forbrug af sociale medier og lav trivsel, særligt blandt yngre borgere.
I Nordsjælland er der generelt mere kronisk sygdom og dårligt helbred, hvilket hænger sammen med områdets store andel af ældre borgere.
Københavns Omegn Nord har generelt bedre helbred og trivsel, færre borgere med usunde vaner og mindre kronisk sygdom. Her er udfordringerne samlet set mindre end i de øvrige sundhedsråd, dog med enkelte undtagelser, blandt andet alkoholforbrug.
Forskellene hænger både sammen med borgernes alder og med den geografiske fordeling af sociale og økonomiske ressourcer.
Rapporten bygger på svar fra 61.359 borgere, som besvarede spørgeskemaet i foråret 2025. Resultaterne indgår i de to regioners sundhedsprofiler fra foråret 2026 og er nu samlet i en fælles profil for Region Østdanmark.