Det spørger turisterne efter
Kom ind og bliv inspireret til oplevelser i Turistinspirationen.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
På Kordilgade 36 ligger en kombineret butik og café, som samtidig er et sted, hvor turister kan søge inspiration til, hvad de skal opleve i Kalundborg og omegn.
Det er frivillige fra Kalundborg Turistforening, der betjener butikken, og foreningens formand, Hans-Henrik Nielsen, kan fortælle, hvad turisterne spørger efter.
"Når det gælder de danske turister, vil de gerne se Vor Frue Kirke, og mange vil også gerne ud på Røsnæs. De tyske og hollandske turister vil ligeledes gerne opleve Vor Frue Kirke og Røsnæs, men de er også meget interesserede i vingårdene," siger Hans-Henrik Nielsen.
Flere turister i år
Helt generelt er der flere turister i år end sidste år. Det oplyser Hans-Henrik Nielsen.
"Selv om vi ikke har præcise tal for, hvor mange turister der besøger butikken, oplever jeg helt klart, at der er flere turister i år. Og det er jo glædeligt," siger han.
Han fortæller også, at turisterne ikke har den store viden om Kalundborg, når de kommer ind, men spørger nysgerrigt ind til det, de gerne vil vide noget om.
Turistinspirationen på Kordilgade har åbent tirsdag til fredag om eftermiddagen og lørdag formiddag.
I butikken finder man unikabrugskunst, lokale produkter og en lang række lokale tryksager.