Det Maritime Værksted har fået en trailer
Med hjælp fra Folkeoplysningsudvalget har Det Maritime Værksted købt en trailer.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Det Maritime Værksted er som bekendt rykket i nye lokaler på Rynkevangen, hvor man tidligere holdt til på havnen.
Det har givet nogle udfordringer, når både skal i vandet.
Det har Folkeoplysningsudvalget tænkt over, da de fik en ansøgning fra Det Maritime Værksted om køb af en bådtrailer.
Udvalget bevilgede 16.000 kroner til Det Maritime Værksted, og nu har de frivillige købt en bådtrailer for lige knap 25.000 kroner. Den kan have både på op til 21 fod og bære op til 1.500 kilo. Den kan medlemmerne selv trække med deres private biler.
Jørgen Nielsen, der er næstformand i Det Maritime Værksteds bestyrelse, er glad for pengene fra Folkeoplysningsudvalget og synes, foreningen bliver godt behandlet af kommunen.
Han fortæller desuden, at traileren kommer i brug, når værkstedet vil præsentere sine både i deres rette element for publikum.
En af dem er bundgarnsjollen Lasse fra Asnæs, når den er færdig. Det Maritime Værksted er nået langt med restaureringen af den med hjælp fra blandt andre Nordea og Bent O. Jørgensen Fonden.