De første flyttede ind i foråret – ScanHuse bygger videre på lejeboliger

ScanHuse er i gang med sit hidtil største projekt: 120 lejeboliger fordelt på 24 huse.

De første flyttede ind i foråret – ScanHuse bygger videre på lejeboliger
Til projektet er anvendt næsten 10.000 m² Ytong Ultra+, hvilket er den største ordre på massivbyggeri i Xella Danmarks historie. Fotos: Scanbolig.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

ScanHuse er i gang med sit hidtil største projekt: 120 lejeboliger fordelt på 24 huse. De første boliger stod klar til indflytning i foråret, og hele byggeriet ventes færdigt i foråret 2027.

Hvor der for få år siden var bar mark, opfører ScanHuse nu 120 lejeboliger i Kalundborg. Der er tale om boligbyggeriet på Tømmerupvej kort efter Tømmerup Kirke. Byggeriet blev indledt med etableringen af hovedkloakken i november 2024 og bliver virksomhedens største projekt målt på både antal lejemål og samlet økonomi.

Ifølge ScanHuse er arbejdet tilrettelagt, så indvendige og udvendige vægge kan opføres samtidig.

“Det har været et spændende projekt for os. En mulighed for at sætte vores ekspertise på spidsen og virkelig vise, hvorfor vi hele tiden arbejder på at optimere vores processer, så vi kan bygge både hurtigt og mere effektivt. På et hus med omkring 290 kvadratmeter gulvareal kan væggene mures op på cirka to en halv uge. Samtidig kan vi arbejde på de indvendige og udvendige vægge på samme tid, så der er virkelig fart på processen. Og det er bl.a. derfor, at vi har kunne sige ja til så stort et projekt som dette,” udtaler Nikolaj Jensen, entreprenørformand hos ScanHuse.

Byggeriet sker i etaper

Til byggeriet leverer Xella Danmark blandt andet porebeton. Ordren omfatter tæt på 10.000 kvadratmeter af produktet Ytong Ultra+, hvor formur, isolering og bagmur er samlet i én blok. For ScanHuse har det betydning for både arbejdsgange og leverancer på byggepladsen.

“Hastigheden er en vigtig faktor for os. Jo færre arbejdsgange vi har, desto mere effektivt kan vi holde byggeriet kørende, og samtidig gør det en forskel, at vi kan samle flere leverancer ét sted. Vi har arbejdet sammen med de samme folk i over fire år, så vi ved, hvem vi skal tage fat i, hvis der opstår noget undervejs. Trygheden betyder meget på et projekt af den her størrelse,” uddyber Nikolaj Jensen.

Leverancen er ifølge Xella Danmark virksomhedens største ordre på massivbyggeri hidtil.

”Det her er den største ordre på massivbyggeri, vi nogensinde har haft i Xella Danmark. Det er selvfølgelig en meget vigtig ordre for os, men den viser også værdien af det samarbejde, vi har bygget op med ScanHuse gennem flere år. Når man ender med en ordre i den her størrelsesorden, er det resultatet af både de rigtige produkter og et samarbejde, der fungerer i praksis,” forklarer Claus Vinding, Projektkonsulent i Xella Danmark.

Området Klokkerhøj stod som det første færdigt og var indflytningsklart i foråret 2026. De næste etaper følger i september og december, mens alle 120 boliger forventes færdige i foråret 2027.

Del