De 180-årige festede for hele byen

Johnny Elmelund, Steen Jensen og Bo Jensen, hovedkræfterne bag Kalundborg Rock'er fylder tilsammen 180 år. Det fejrede de i dag lørdag med en kæmpefest i Kontorets gårdhave. 

 De 180-årige festede for hele byen
Bo Jensen, Steen Jensen og Johnny Elmelund udgør tilsammen hovedkræfterne bag Kalundborg Rock'er og er også venner i det private. De fylder alle sammen rundt i år og det fejrede de med en kæmpefest i Kontorets gårdhave. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Selv om Kalundborg Rock'er fyrer op under højttalerne på torsdag, og festivalpladsen langt fra er klar til at tage imod de mere end 6.000 fest- og musikglade gæster, var der helt stille på Gisseløre lørdag.

Det skyldes en stor, rund fødselsdag, for de tre hovedkræfter bag Kalundborgs sommermusikfestival havde nemlig inviteret til fælles fødselsdagsfest.

Bo Jensen fyldte 70 år tidligere i år, mens både Johnny Elmelund og Steen Jensen i disse dage runder henholdsvis 50 og 60 år.

Det giver tilsammen 180 år, og det blev i den grad fejret i Kontorets gårdhave, hvor lørdagsjazzen var skiftet ud med mange hundrede gæster, der blev budt velkommen af trioen ved indgangen.

Der blev budt på mad og drikke, og musikken blev blandt andet leveret af Jimmy Colding fra Zididada samt lokale musikere.

Bo Jensen, Steen Jensen og Johnny Elmelund har siden coronapandemien stået i spidsen for Kalundborg Rock'er, som de bruger mange, mange timer på ved siden af deres almindelige fuldtidsjob.

Efter de mange gæster at dømme var der rigtig mange, der havde taget imod den åbne invitation til den fælles fødselsdagsfest og som havde lyst til nogle hyggelige timer sammen med fødselarerne.

 

Del