Danmark mangler 30.000 bloddonorer: Nyt initiativ skal få flere unge til at melde sig
Bloddonorerne Danmark efterlyser 30.000 nye bloddonorer i 2026, og særligt de unge er i fokus i en ny indsats, der skal styrke rekrutteringen.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Danmark står over for en betydelig udfordring med at sikre nok donorblod til sundhedsvæsenet. Derfor efterlyser Bloddonorerne Danmark 30.000 nye bloddonorer i 2026, og særligt de unge er i fokus i en ny indsats, der skal styrke rekrutteringen.
Behovet for donorblod er afgørende for blandt andet operationer, kræftbehandlinger og fødsler. Samtidig viser nye tal, at aldersgruppen 18-34 år er den gruppe, hvor færrest donerer blod.
Undersøgelsen viser dog også, at unge er mere villige til at blive donorer end andre aldersgrupper. En femtedel af de 18-34-årige vurderer, at det er sandsynligt eller meget sandsynligt, at de vil donere blod inden for de næste to år.
For at omsætte interessen til handling lancerer Bloddonorerne Danmark nu et nyt initiativ i forbindelse med International Bloddonordag.
Streamer skal engagere unge
Som led i indsatsen samarbejder organisationen med streameren Jacob 'Jaxstyle' Krull. Den 21. juni sender han live i otte timer fra en mobil blodtruck på Refshaleøen i København.
Under livestreamen får han besøg af både kendte og ukendte danskere, herunder nuværende bloddonorer og personer, der har modtaget donorblod. Målet er at skabe opmærksomhed om bloddonation og motivere flere unge til at tilmelde sig som donorer.
”At donere blod er en generøs og konkret handling for fællesskabet. Det danske frivillighedsprincip er unikt og det er noget, vi kan være stolte af. Jeg er glad for, at vi kan invitere flere unge borgere ind i dette fællesskab. Samarbejdet med Jacob Krull viser, at der er vilje og engagement blandt unge til at gøre en forskel for Danmarks sundhedssystem,” siger Bente Graversen, landsformand for Bloddonorerne Danmark.
Første donation foran kameraet
Jacob 'Jaxstyle' Krull er netop blevet tilmeldt som bloddonor, og vil under livestreamen give sin første bloddonation. Det sker sammen med hans far, som han gennem sin opvækst har fulgt i blodbanken i Aalborg.
Ifølge Bloddonorerne Danmark er unge donorer særligt vigtige for blodforsyningen, fordi de ofte er raske og kan fortsætte som donorer gennem mange år.
„Det er en stor styrke, at mange borgere i dag vælger at være med til at hjælpe mennesker, der har brug for det. Unge donorer er vigtige, fordi de typisk er raske og kan være bloddonorer i lang tid. Derfor har vi behov for at engagere den næste generation af bloddonorer,” siger Betina Samuelsen Sørensen, cheflæge ved Aalborg Universitetshospital, Klinisk Immunologisk Afdeling, og medlem af hovedbestyrelsen for Bloddonorerne Danmark.
Vil bruge sin platform
For Jacob 'Jaxstyle' Krull er engagementet personligt. Han fortæller, at han er vokset op med bloddonation som en naturlig del af hverdagen og ønsker at bruge sin platform til at inspirere andre.
“Jeg glæder mig rigtig meget til at støtte op om den her sag, fordi den ligger mig nær. Jeg er vokset op med princippet om at være frivillig bloddonor, og har været med min far i blodbanken, siden jeg var helt lille. Derfor er det ikke svært for mig at engagere mig i at rekruttere flere unge bloddonorer. Bloddonorerne Danmark rakte ud lige efter, at jeg selv havde meldt mig som bloddonor, og det giver mening for mig, at jeg kan bruge min platform til at få andre til at gøre det samme,” siger Jacob 'Jaxstyle' Krull.
Med den nye kampagne håber Bloddonorerne Danmark at få flere unge til at tage turen til blodbanken og dermed bidrage til at sikre fremtidens blodforsyning.
Hvis man vil tilmelde sig som ny donor, kan man tilmelde sig via Bloddonor Danmark. Du skal normalt være mellem 17 og 65 år, veje mindst 50 kg. og være rask.
Praktisk
Er du allerede donor, og har burg for en tid, kan du kontakte Blodbanken (Region Sjælland) på telefon: 56 51 22 22. Telefontid: Mandag–torsdag kl. 08.00–19.00, fredag kl. 08.00–15.00.
Der er også mulighed for at donere blod i den mobile blodbank, som regelmæssigt besøger Kalundborg ved Kalundborg Sundheds- og Akuthus samt ved Novo Nordisk i Kalundborg.