Cykelmarked var igen i år en succes
Flere studerende fik købt en cykel lørdag formiddag.
Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk
Mere end 75 studerende tog imod tilbuddet om at komme forbi Klostertorvet lørdag formiddag for at skaffe sig en cykel.
Set i lyset af, at en del af de studerende kommer fra udlandet og ikke har mulighed for at medbringe deres egne cykler, arrangerede Professionshøjskolen Absalon og Arkitektuddannelsen ved Det Kongelige Akademi igen i år et cykelmarked med fokus på de studerende.
Opfordringen om, at man skulle finde sin gamle, brugbare og funktionelle cykel frem og tage den med til Klostertorvet lørdag formiddag, var heldigvis blevet hørt. Det var til stor glæde for de mange studerende, som kunne erhverve sig en cykel til en fornuftig pris.
Det var vigtigt, at cyklerne var funktionelle og lovlige. Det vil sige, at de skulle være i så god stand, at de studerende kunne cykle afsted på dem med det samme. Da de studerende havde købt deres cykler, hjalp TGU Cykelklub med at indstille dem, så de kunne forlade Klostertorvet med en ny ejer i sadlen.