Cykelmarked for studerende

Er du studerende og cykelløs? Så mød op på Klostertorvet lørdag den 29. august, hvor der er cykelmarked med brugte, brugbare cykler. 

Cykelmarked for studerende
Sidste år foregik cykelmarkedet på Solskinspladsen, men i år er man tilbage på Klostertorvet. Privatfoto
Af Charlotte Kofoed  charlotte@tv-kalundborg.dk
Sidst i august kommer endnu en flok friske unge studerende til Kalundborg. De skal tage en videregående uddannelse i byen og får derfor brug for en cykel.

Set i lyset af, at en del af de studerende kommer fra udlandet og ikke har mulighed for at medbringe deres egne cykler, har Professionshøjskolen Absalon og Det Kongelige Akademi, Arkitektuddannelsen, igen arrangeret et cykelmarked med fokus på de studerende.

Opfordringen lyder, at hvis man har en gammel, men brugbar og funktionel cykel, og har lyst til at hjælpe de unge mennesker, så skal man komme til Klostertorvet lørdag den 29. august klokken 11 medbringende en cykel – eller flere.

De to uddannelsesinstitutioner vil invitere de nye studerende forbi, og forhåbentlig vil de gamle cykler finde nye ejere.

For at det skal være muligt for de studerende at få sig en ny cykel, anbefaler Professionshøjskolen Absalon og Det Kongelige Akademi, Arkitektuddannelsen, at cyklerne sælges forholdsvis billigt, det vil sige til en maksimal pris på 400 kroner.

Det sker ud fra den betragtning, at de studerende ofte ikke har så mange penge på lommen.

Det er også vigtigt, at cyklerne er funktionelle og lovlige. Det vil sige, at de skal være i så god stand, at de studerende kan cykle afsted på dem med det samme.

Igen i år kommer TGU Cykelklub og hjælper med salget og indstilling af cyklerne.

Omkring 30 kalundborgensere mødte sidste år op med deres brugte cykler, og alle cyklerne fik nye ejere.

Del