Bymidtemøde i Høng

Kalundborg kommune har fået midler af Erhvervsstyrelsen til at udarbejde en helhedsplan for Høng Midtby og etablerer et by-samarbejde. Nu inviteres borgerne med til inspirationsmøde. 

Bymidtemøde i Høng
Niels Erik Danielsen fra Høng Lokalråd har været med til at arrangere bymidtemøde lørdag den 13. juni. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Det er et år siden, der kom en million kroner fra Erhvervsstyrelsens pulje til genoplivning af bymidten i Høng. Pengene skal bruges til “Helhedsplan og bystrategisk samarbejde Høng”.

Projektet skal fremme social sammenhængskraft og bæredygtige løsninger, og man har været i gang med arbejdet et stykke tid.

Der er flere foreninger og partnere involveret i arbejdet, og for at få flere idéer til planen inviteres der til en bytur lørdag den 13. juni.

"Vi begynder klokken 11, hvor vi mødes på Centertorvet i Høng Centret. Først fortæller vi om helhedsplanen, og så fordeler vi os i grupper, der skal besøge forskellige stande," forklarer Niels Erik Danielsen, formand for Høng Lokalråd, som er gået aktivt ind i arbejdet.

Grupperne sendes ud i byen for at dokumentere forhold og indsamle idéer, og følgende områder vil blive undersøgt nærmere:

  • V.P. Torvet, Fællesskabets Hus / Madbanken
  • Det gamle rådhus, Høng Privatskole og Høng Efterskole
  • Området omkring gadekæret og Spar
  • Halområdet og bevægelsesparken
  • V.P.-grunden
  • Høng Centeret

Grupperne opfordres til at tage fotos og notere udviklingsidéer undervejs og især være opmærksomme på muligheder for etablering af væresteder for børn og familier, stiforbindelser, placering af kunst, gavlmalerier, trafiksikkerhed, manglende skiltning m.m.

Grupperne vender efterfølgende tilbage til Centertorvet, hvor der vil være fælles drøftelse af observationer og idéer samt information om de næste initiativer.

Alle er velkomne til at deltage den 13. juni, og man møder bare op i Høng Centret klokken 11. 

Helhedsplanen skal endeligt vedtages i Kommunalbestyrelsen i slutningen af 2027.

Del