Byfesten samlede tusindvis af festglade gæster i Kalundborg
Musik, fyldte restauranter og god stemning prægede byfesten fra torsdag til lørdag, og flere restauratører er enige om, at byfesten var en stor succes.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Musik, fyldte restauranter og god stemning prægede byfesten fra torsdag til lørdag, og flere restauratører er enige om, at byfesten var en stor succes.
Årets byfest i Kalundborg er vel overstået, og både Kordilgade, Skibbrogade og parkeringspladsen ved Kontoret var fyldt med festglade mennesker gennem hele arrangementet fra torsdag til lørdag.
Musik og glade dage
Musikken fyldte gågaden, mens mennesker i alle aldre nød mad, drikke og underholdning på de forskellige restauranter i Kordilgade og Skibbrogade samt i teltet på parkeringspladsen ved Kontoret.
På Det Mexicanske Bøfhus glæder ejer Süleyman Govercin sig over den store opbakning til gadefesten i Kordilgade, hvor både DJs og livemusik var med til at skabe stemningen.
"Folk var glade og festede, og stemningen var så god. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det kunne være så stor en fest. Sidste år var god, men i år var endnu bedre. Vi fik den gadefest, som vi ønsker at skabe. Der var fest og farver for alle. I kraft af vores placering vil vi jo gerne skabe det, mange husker fra gamle dage. Det er det, som vi skal tilbage til, og det er vi rigtig godt på vej til," siger han.

Fest og farver foran Det Mexicanske Bøfhus i Kordilgade.
Udsolgt alle dage på Kontoret
Også hos Kontoret er der stor tilfredshed med årets byfest.
"Det har været en rigtig god byfest. Vi startede jo onsdag med musikbingo til fordel for Kræftens Bekæmpelse, og der var mange mennesker alle dage. Men det er også rigtig fint at se, at der igen sker noget i hele gaden. Der er plads til det hele," siger Morten Nystrup.
På Kontoret var der udsolgt til spisning alle byfestens dage. Fredag måtte restauranten desuden lukke for adgangen til koncerten med Infernal, da teltet havde nået det maksimalt tilladte antal gæster.
"Det var godt besøgt alle dage, og vi er meget glade. Vi er også meget taknemmelige for de 50 frivillige, der hjælper os og har knoklet med telt osv.," siger Morten Nystrup.
Som noget nyt var der i år hyret vagter til at patruljere både i gaderne og ved Kontoret under byfesten.