Byfest ved Hvidebækhallen samlede store og små

Der var lørdag liv og aktivitet omkring Hvidebækhallen, hvor årets byfest bød på alt fra sport og familieaktiviteter til sildebord og revy.

Byfest ved Hvidebækhallen samlede store og små
Mere end 200 personer deltog i det store sildebord ved Byfesten i Hvidebæk. Fotos: Brian Kristensen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Der var lørdag liv og aktivitet omkring Hvidebækhallen, hvor årets byfest bød på alt fra sport og familieaktiviteter til sildebord og revy. Senere fortsætter festen med livemusik.

Der var godt gang i området omkring Hvidebækhallen lørdag, hvor Fuglede IF igen inviterede til byfest med aktiviteter for både børn og voksne. Dagen igennem har der været mulighed for at prøve kræfter med en lang række aktiviteter.

Blandt andet har gæsterne kunnet spille padel, tennis, billard, dart, fodbold og håndbold, mens der også har været Zumba, bagagerumsmarked, oppustelig fodboldbane og AirTrack. Spejderne har også været med på dagen, og rundt omkring ved hallen har både børn og voksne taget del i aktiviteterne.

"Vi er meget tilfredse med opbakningen, og på trods af at vejret ikke helt er med os, har der allerede været mange forbi de forskellige aktiviteter," udtaler en glad Peter Skovbjerg Voldstedlund, formand for Fuglede IF og fortsætter, "Det vidner om stor opbakning fra lokalområdet, og i aften til vores fælles spisning har vi solgt alle 250 billetter, og vi forventer at afholde byfesten igen næste år."

Revyen tilbage på programmet

Et af dagens højdepunkter var gensynet med FIF Revyen, som efter en pause igen er tilbage som en del af byfesten. Revyen har tidligere været en fast tradition og har gennem årene samlet mange mennesker.

I år er den tilbage med hele to forestillinger – den første blev spillet om eftermiddagen, mens endnu en forestilling venter i aften.

De fire skuespillere i årets FIF-Revy, inden de gik på scenen til det første show. Foto: Brian Kristensen

Gratis sildebord gjorde også comeback

Inden eftermiddagens revyforestilling var endnu en gammel tradition tilbage. Klokken 12.30 blev der nemlig inviteret til gratis sildebord, det var som altid en stor succes.

Ud over aktiviteter, revy og sildebord har der også været kagebord og mulighed for at mødes på tværs af alder omkring Hvidebækhallen.

Og festen er ikke slut endnu. Når dagens aktiviteter er rundet af, fortsætter byfesten lørdag aften, hvor JungleBeat sørger for livemusikken og spiller op til en hyggelig aften i teltet ved Hvidebækhallen.

Del