Børnehavebørn og forældre fik indblik i skolelivet i Buerup

Arrangementet skulle give familierne indblik i skolen inden skoleindskrivningen i november.

Børnehavebørn og forældre fik indblik i skolelivet i Buerup
Buerup Skole inviterede onsdag kommende skolebørn og deres forældre til åbent hus med musik, aktiviteter og lokale foreninger. Fotos: Kalundborg Kommune.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Buerup Skole inviterede onsdag kommende skolebørn og deres forældre til åbent hus med musik, aktiviteter og lokale foreninger. Arrangementet skulle give familierne indblik i skolen inden skoleindskrivningen i november.

De ældste børn fra Børnehuset Nordlyset og deres forældre besøgte onsdag eftermiddag Buerup Skole til et velbesøgt åbent hus-arrangement.

Børnene havde tilbragt dagen i skolens børnehaveklasse og SFO, så forældrene hentede dem på skolen i stedet for i børnehaven. Dermed fik både børn og voksne mulighed for at opleve skolen.

Ifølge skoleleder Heidi Schønberg var arrangementet en naturlig forlængelse af samarbejdet med Nordlyset.

”Vi har et rigtig stærkt og tæt samarbejde med børnehaven Nordlyset, der ligger i vores område, men typisk er det kun børnene, der får set skolen og ikke forældrene. Men det skal de selvfølgelig også have mulighed.”

Et oplyst skolevalg

Skoleindskrivningen til det kommende skoleår åbner den 7. november i Kalundborg Kommune. Derfor er det vigtigt, at forældrene får mulighed for at lære skolen at kende, mener skolebestyrelsesformand Klaus Taggaard.

”At vælge skole til sit baren er en stor beslutning som forældre. Derfor synes vi også, at forældrene skal have mulighed for at tage beslutningen på et oplyst grundlag. Så ved man både, hvad man vælger til og vælger fra. Vi vil naturligvis rigtig gerne vise, hvad både skolen har at byde på – særligt overfor de forældre til børnehavebørn, der ikke kommer på skolen til dagligt.”

Musik, forhindringsbane og roelygter

Skolens band spillede et nummer for de fremmødte, og flere lokale foreninger bidrog med aktiviteter og forplejning.

Idrætsforeningen BRIF havde opstillet en forhindringsbane i gymnastiksalen, mens frivilligforeningen 4H stod for roelygteskæring. Foreningen BBR, Børn i Buerup og Reerslev, solgte toast og saftevand til børn og forældre. BBR arrangerer sociale aktiviteter og fritidstilbud for børn.

Heidi Schønberg glæder sig over foreningernes opbakning.

”For en skole som vores betyder det rigtig meget, at lokalsamfundet bakker op, og derfor er jeg rigtig glad for de frivillige fra foreningerne, der er med i dag.”

Klaus Taggaard fremhæver også muligheden for at præsentere familierne for lokalområdets tilbud.

”For os er det vigtigt at vise og øge kendskabet til både skole og til lokalområdets foreninger, så forældrene kan se, hvad vores område har at byde på for hele familien. Og det kan sådan et åben-hus arrangement som dette her i hvert fald give et indtryk af.”

Del