Boligprojekt på Bredgade: Havnen kan blive sorteper

Tre medlemmer af Teknik-, Natur- og Miljøudvalget har sendt et stort bynært boligbyggeri videre til kommunalbestyrelsen. De er bange for, at boligerne kommer til at spænde ben for havnens udvikling. 

Boligprojekt på Bredgade: Havnen kan blive sorteper
Boligprojektet på Bredgade 48-50 skal indeholde 159 boliger og erhverv i stueetagen. illustration: Keler Architects ApS

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

På Teknik-, Natur- og Miljøudvalgets seneste møde var planerne for et stort etagebyggeri på adressen Bredgade 48-50 igen på dagsordenen.

Projektet omfatter 159 boliger, hvoraf 51 er studieboliger, 1.600 kvadratmeter erhverv i form af butikslokaler samt et samlet etageareal på 17.000 kvadratmeter fordelt på fem etager. Derudover indgår et parkeringsprojekt med udgangspunkt i de eksisterende forhold.

Allerede tilbage i april besluttede udvalget, at der skulle udarbejdes en supplerende støjundersøgelse for at kortlægge støjbilledet omkring erhvervsaktiviteterne på Kalundborg Havn. Administrationen har derfor bestilt en støjundersøgelse hos DMR Støj og Akustik.

På novembermødet blev Teknik-, Natur- og Miljøudvalget præsenteret for undersøgelsen og dens hovedkonklusioner. På baggrund af undersøgelsen lagde administrationen op til, at udvalget skulle beslutte, at de gennemførte støjundersøgelser kunne lægges til grund for det videre planarbejde.

Begærede sagen videre til kommunalbestyrelsen

Det stemte Venstre, Det Radikale Venstre og løsgænger Peter Nielsen for, mens Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti stemte imod og begærede sagen videre til Kommunalbestyrelsen.

"Når man er i mindretal i et udvalg, kan man begære sagen videre til Kommunalbestyrelsen, så vi på den måde kan få den brede debat om det her projekt, som jeg mener har nogle indbyggede problematikker," forklarer Charlotte Jørgensen fra SF.

Hun mener, at placeringen af de mange boliger er problematisk, fordi en del af boligerne ligger ud mod både banelegemet og havnen. Begge dele er erhvervsområder, der støjer meget.

"Vi ved, at det er usundt at bo med støj, og erfaringer fra andre byer viser, at når beboerne klager over støjen, er det erhvervene, der skal skrue ned for deres aktiviteter. Det kan i værste fald stække både DSB's og Kalundborg Havns udviklingsmuligheder," siger Charlotte Jørgensen.

En mulighed kunne eventuelt være, at projektets sydside, som ligger ud mod havnen, fik et andet anvendelsesformål, der ikke omfatter boliger, mener Charlotte Jørgensen.

Havnen kan blive Sorteper

Martin Schwartzbach (DF) er enig med Charlotte Jørgensen og mener også, at der er et stort problem i, at selve støjrapporterne er fyldt med fejl.

"Jeg mener, at bygherren skal være ordentligt klædt på i forhold til, hvordan byggeriet skal udformes, så de ved, hvad de er oppe imod. Havnen er kritisk infrastruktur, og vi skal ikke stække dens muligheder. Det er altid problematisk, når by møder erhverv," siger Martin Schwartzbach, som ikke vil risikere, at havnen bliver Sorteper.

Esben Hansen (A) er primært bekymret for, at man skal være meget klar i spyttet, når det gælder havnen.

"Vi har en stor og vigtig havn, som vi skal beskytte og bevare. Hvis der er tvivl om rammerne – og det er der med denne utydelige støjrapport – så er signalet til projektudviklerne uklart, og rammerne er uklare. Erfaringerne fra andre havneprojekter viser, at det er havnen, der taber," siger Esben Hansen.

Den bekymring deler udvalgets formand ikke.

"Jeg mener godt, vi kan håndtere begge dele, og jeg mener også, at vi skal indrette os, så havnen stadig kan udvikle sig. Der er i projektet taget højde for støj, blandt andet med de såkaldte russervinduer. En anden ting er, at vi ikke er færdige med myndighedsbehandlingen. Det stopper jo ikke her. Der skal både laves lokalplan, projektet skal i høring, og Kommunalbestyrelsen skal godkende projektet endeligt," siger Jakob Beck Jensen (V), der er formand for Teknik-, Natur- og Miljøudvalget.

Han peger også på, at projektet imødekommer den stigende efterspørgsel på byfortætning og flere boliger.

Se hele projektet her.

Del