25 år hos Houg med tre forskellige titler

Benny Saack blev fejret for sit 25-års jubilæum hos Houg Tømrer- og Snedkerfirma.

25 år hos Houg med tre forskellige titler
Benny Saack får overrakt en flot gavekurv af brødrene Ole og Rasmus Houg Larsen. Foto: Brian Kristensen

Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

For 25 år siden startede Benny Saack hos Houg Tømrer- og Snedkerfirma. Det blev fejret fredag middag i virksomheden med lækkerier og lidt at drikke.

Benny Saack blev tilbage i 2001 ansat som gulvmand af tømrermester Poul Erik Larsen. Sidenhen blev han udekørende tømrer, og i dag er Benny pladsmand i virksomheden, som ejes af Poul Erik Larsens sønner, Ole og Rasmus Houg Larsen.

”Du sagde heldigvis ja, da vi spurgte dig, om du ville være lagerets ridefoged – der hvor den kollegiale stemning jo ikke altid er som i skurvognen, men hvor betydningen af din tilstedeværelse er meget større, end mange måske går og tror,” sagde tømrermester Ole Houg Larsen blandt andet i sin tale til 25-års jubilaren og fortsatte, ”Det glæder os, at du nu tager hul på dit 26. år hos Houg, og vi sætter stor pris på din loyalitet og evne til at styre pladsen og holde orden herhjemme i firmaet.”

Tømrermester Ole Houg Larsen holder tale for jubilaren. Foto: Brian Kristensen

Historien om Houg

Tømrermester O. H. Houg blev etableret i 1912 på Sct. Jørgensbjerg af Oluf Henrik Houg med en enkelt mand, en værktøjskasse og en Nimbus-motorcykel med sidevogn.

Ved faderens død gik en af Oluf Henrik Hougs sønner, ingeniør Niels Henning Houg, i kompagniskab med moderen, Laura Nicoline Houg, og førte firmaet videre under navnet Tømrermester O. H. Houg og Søn.

I 1997 overtog Poul Erik Larsen firmaet og drev Hougs eftf. v/ingeniør Poul Erik Larsen som eneindehaver frem til 2003, hvor hans sønner indgik i ejerskabet, og firmaet ændrede navn til Houg Tømrer- og Snedkerfirma ApS.

De nuværende ejere, bygningskonstruktør Ole Houg Larsen og bygningskonstruktør Rasmus Houg Larsen, har begge stået i lære som tømrere i firmaet. Dermed føres virksomheden nu videre af 4. generation i familien.

Del