Birkegårdens Haver åbner på lørdag

Birkegårdens Haver er klar til at åbne for sæsonen. Det sker på lørdag den 25. april. 

Birkegårdens Haver åbner på lørdag
Sæsonen i Birkegårdens Haver begynder på lørdag den 25. april. Privatfoto

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Efter at Birkegårdens Haver har haft vinterlukket, er man klar til at åbne for sæsonen. Det sker lørdag den 25. april fra klokken 10 til 18.

Her slår man dørene op til en ny sæson, og haverne begynder så småt at springe ud med friske farver, spirende blomster og masser af liv.

For børnene er der masser af sjove aktiviteter. De kan gå på skattejagt i de smukke haver, lege på Tarzanbanen eller prøve kræfter med minigolf.

Der er også mulighed for at besøge dyreområdet, hvor man kan hilse på de søde dyr og måske få et lille klap med på vejen.

Når sulten melder sig, er Café Klokkeblomst klar med kaffe, kage og lette retter, som kan nydes i hyggelige omgivelser med udsigt til haven.

Birkegårdens Haver ligger på Tågerupvej 4 i Tågerup, 4291 Ruds Vedby.

Om Birkegårdens Haver

I 1970 købte Finn Sørensen Birkegården. Fra 1972 til 1978 udvidede han gården med jord og bygninger, så Birkegården kom op på 100 malkekøer og opdræt.

Merry Sørensen havde oprindeligt hverken særlig kendskab eller interesse for planter, men havde sin kreativitet og farvesans.

Det hele startede med, at Finn ønskede sig en stor sø. Søen blev udgravet ved et eksisterende vandhul, og Finn og Merry Sørensen anlagde græsplæne hele vejen fra stuehuset ned til søen. Flere og flere stoppede op og spurgte, om de måtte se haven. Interessen for planter startede, da parret anlagde den dansk/engelske have, som i juni 1996 blev åpnet på opfordring fra publikum.

Da den blev en stor succes, anlagde man i 1997 den japanske vandrehave. I 1998 blev Meditationshaven og Sandhaven anlagt.

I de senere år er der lagt mere vægt på, at Birkegårdens Haver ikke kun er for haveinteresserede, men også for familier med små og større børn.

Del