Billetter til seniorfest revet væk på første salgsdag

Der blev solgt 595 billetter på én dag til seniorfesten i Hvidebækhallen.

Billetter til seniorfest revet væk på første salgsdag
Niels Erik Sørensen og købmand Peter Egebæk er begge glade for, at så mange igen tager godt imod Seniorfesten.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Der blev solgt 595 billetter på én dag til seniorfesten i Hvidebækhallen. Søndag aften var der kun lidt over 100 billetter tilbage på de fire salgssteder.

Billetsalget til seniorfesten torsdag den 4. februar i Hvidebækhallen har slået rekord. Allerede søndag morgen stod 40 gæster i kø ved Meny i Kalundborg for at sikre sig en billet.

Det fortæller Peter Egebæk og Niels-Erik Sørensen fra H.F. Vestsjællands Venner, som aldrig har oplevet noget lignende.

”Drømmer jeg eller er jeg vågen,” spørger Niels-Erik Sørensen, der var i Meny søndag morgen klokken 8. På de 40 minutter, han opholdt sig i butikken, blev der solgt 200 billetter. Meny nåede i løbet af dagen op på et samlet salg på 274 billetter.

Rekord med 595 solgte billetter

Da Niels-Erik Sørensen søndag aften havde talt med alle fire salgssteder, kunne han gøre dagens samlede salg op til 595 billetter. Det er rekord for billetsalg på én dag til seniorfesten.

Efter den store efterspørgsel var der søndag aften kun lidt over 100 billetter tilbage.

Hos Meny i Kalundborg var der 26 billetter tilbage, mens Kvickly i Kalundborg havde cirka 40. Dagli’Brugsen i Snertinge havde blot fire tilbage af de 120 billetter, butikken havde fået leveret. Hos MR. Flemming i Høng Centret var der 35 billetter tilbage.

Del