Audi Ur-Quattro fra 1983 kåret som træffets flotteste bil
Kalundborg Autolakering havde forrige lørdag inviteret til åbent hus og biltræf, og her blev dagens flotteste bil også kåret.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Der var mange flotte biler at vælge imellem, da den tidligere racerkører Jason Watt og YouTuber og bilanmelder Joachim Kay Stender skulle kåre dagens flotteste bil ved Kalundborg Autolakerings åbent hus og biltræf. Valget faldt på Kims Audi Ur-Quattro fra 1983.
Kalundborg Autolakering havde forrige lørdag inviteret til åbent hus og biltræf, hvor rigtig mange mennesker lagde vejen forbi for at se nærmere på de udstillede biler, møde holdet bag virksomheden og høre Jason Watt og Joachim Kay Stender.
De to bilprofiler havde samtidig fået til opgave at udpege dagens flotteste bil. Blandt de mange kandidater valgte de Kims Audi Ur-Quattro fra 1983.
Fem års restaurering
Kim købte bilen i 2017 og begyndte restaureringen to år senere. Efter omkring fem års arbejde står bilen nu færdig. Pladearbejdet og lakeringen er udført i Danmark, mens selve samlingen fandt sted i Osnabrück hos Olaf Claassen, der er specialist i Audi Ur-Quattro. Modellen skrev sig ind i bilhistorien med sit firehjulstræk og blev en af de helt store rallylegender i 1980’erne.
Ud over titlen og en pokal modtog Kim en komplet bilplejepakke fra Carcarefreaks til en værdi af 1.600 kroner samt et gavekort på 5.000 kroner til Kalundborg Autolakering.