AGJ indviede ny tilbygning og maskinværksted med Åbent Hus

Mange gæster lagde vejen forbi Juelsmindevej torsdag middag.

AGJ indviede ny tilbygning og maskinværksted med Åbent Hus
Fra venstre: Esben Christensen, Niels Jørgensen, Ricco Lind Hansen og Thomas Aunsbak er ejergruppen af Multi-Tech A/S i Kalundborg samt ligeledes af AGJ. Foto: Gitte Korsgaard

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Torsdag middag inviterede AGJ i Kalundborg til Åbent Hus i anledning af indvielsen af virksomhedens nye tilbygning samt introduktionen af et nyt maskinværksted.

AGJ, der holder til på Juelsmindevej i Kalundborg, er søsterselskab til Multi-Tech. Ejergruppen bag Multi-Tech A/S – Niels Jørgensen, Esben Christensen, Ricco Lind Hansen og Thomas Aunsbak – opkøbte virksomheden i juli 2022.

AGJ A/S er et smede-, ingeniør- og maskinfirma, som løser opgaver for danske industrikunder. Virksomheden har siden 1963 leveret smede- og rørarbejde til medicinal- og fødevareindustrien samt udført rør- og pumpearbejde for en række kunder. Til daglig ledes virksomheden af afdelingschef Peter Søborg.

Der var stort fremmøde til arrangementet, hvor gæsterne blev budt på mad, drikke og rundvisning i de nye faciliteter. Mange benyttede lejligheden til at se både tilbygningen og det nye værksted.

Fokus på kvalitet og udvikling

Esben Christensen, der er en del af ejergruppen, bød velkommen og fortalte om virksomhedens udvikling gennem årene.

”Dengang begyndte det hele i en helt anden skala – men med den samme tilgang, som stadig kendetegner os i dag: Ordentlighed, faglig stolthed og viljen til at finde den gode løsning. Gennem årene har virksomheden udviklet sig i takt med både markedet og de krav, der stilles til kvalitet og dokumentation. Vi er vokset – ikke bare i størrelse, men også i kompetencer. I dag står vi som en virksomhed, der arbejder med alt fra komplekse svejseopgaver til avancerede løsninger inden for både stål og plast – og med et stærkt fokus på kvalitet, sporbarhed og dokumentation i alt, hvad vi leverer,” sagde Esben Christensen i sin velkomsttale.

Han fortalte også om virksomhedens historie og udvikling de senere år: ”AGJ blev grundlagt i 1963 af Asger G. Jørgensen. Han døde i 2018, og virksomheden blev en del af Multi-Tech i 2022. I 2020 overtog AGJ Juelsmindevej 3 i Kalundborg, hvor virksomheden nu drives fra. Tim Christoffersen købte AGJ af Asger G. Jørgensen i 2009 og drev virksomheden frem til 2022, hvor AGJ blev en del af Multi-Tech. I 2025 blev de nye lokaler bygget, og den 1. september 2025 købte AGJ FCV Værktøjsfabrik af Finn Christiansen. Her i starten af 2026 er vores maskinværksted kommet op at køre på Juelsmindevej 3.”

Medarbejderne er virksomhedens fundament

I talen fremhævede Esben Christensen også medarbejdernes betydning for virksomheden.

”Lidt historik omkring vores ansatte kan fortælles, at vi pt. har én mand med 25-års jubilæum i år, fem medarbejdere, som har fejret 35-års jubilæum, én der snart har 40-års jubilæum og to medarbejdere, som i 2028 har været ansat i 50 år. Det er et tegn på en fantastisk arbejdsplads.”

Han understregede samtidig, at ejerkredsen har klare ambitioner for fremtiden.

”Det, der binder vores historie og nutid sammen, er vores dygtige medarbejdere, der hver dag sikrer, at det vi afleverer, ikke bare lever op til kravene – men ofte også overgår dem. Og det er også derfor, det giver mening, at vi i dag udvider – både fysisk med vores nye tilbygning og fagligt med vores maskinværksted,” sagde han og fortsatte: ”Når vi kigger fremad, er ambitionen klar: Vi vil fortsat udvikle os som en stærk og alsidig samarbejdspartner – en virksomhed, der kan håndtere flere discipliner under samme tag, og som kan tage endnu større ansvar for de samlede løsninger. Med vores nye faciliteter og vores udvidede kompetencer står vi endnu stærkere til at imødekomme fremtidens krav – både fra vores kunder og fra de brancher, vi er en del af."

Del