Afsked efter 18 år: Kalundborgs udvikling er "noget særligt"
Gennem årene har hun været en central del af arbejdet med partnerskaber og udvikling i Kalundborg, men nu venter et nyt kapitel.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Stine Gry Roland har valgt at forlade Novo Nordisk efter næsten to årtier. Hun ser tilbage på en ekstraordinær rejse og peger på Kalundborgs udvikling som resultatet af stærke partnerskaber og fælles ambitioner.
Efter næsten to årtier hos Novo Nordisk siger Stine Gry Roland, der er tidligere chef for Public Affairs i Novo Nordisk Produktion, farvel til virksomheden. Gennem årene har hun været en central del af arbejdet med partnerskaber og udvikling i Kalundborg, og nu venter et nyt kapitel, fortæller hun til TV-Kalundborg.dk.
Beslutningen kommer i forbindelse med en omorganisering i Corporate Affairs, hvor hun blev tilbudt en ny rolle.
"Selvom det var spændende, skabte det også et naturligt øjeblik til refleksion og et bevidst valg om, hvad jeg gerne vil I fremtiden,” fortæller Stine Gry Roland.
Tak til kolleger og samarbejdspartnere
I sit opslag sender Stine Gry Roland en særlig tak til kolleger og samarbejdspartnere, som hun har arbejdet tæt sammen med gennem årene.
"Når jeg ser tilbage, har det været en ekstraordinær rejse at arbejde sammen med talentfulde kolleger og inspirerende ledere."
Hun fremhæver samtidig samarbejdet med både offentlige myndigheder, industrien, uddannelserne og lokalsamfundet:
"Tillidsniveauet, den fælles ambition og det langsigtede engagement har været et privilegium, der ikke kan beskrives."
Kalundborg som internationalt forbillede
Stine Gry Roland har også meget fokus på den udvikling, som Kalundborg har gennemgået i de senere år. Ifølge hende er byen i dag blevet et internationalt anerkendt eksempel på industrielt samarbejde og bæredygtig vækst.
"Det har været en ære at være med til at forme Kalundborg til det, det er i dag: en globalt anerkendt model for industrielt samarbejde og bæredygtig vækst."
Hun peger på, at udviklingen er skabt gennem et tæt samspil mellem virksomheder, offentlige institutioner og lokalsamfundet.
"Det, der begyndte som praktisk samarbejde med deling af vand, energi og materialer, er udviklet til noget langt større: et levende system af tillid, partnerskab og delt ansvar."
Fremhæver markante resultater
I sit opslag på LinkedIn oplister Stine Gry Roland en række resultater, som hun mener er blevet skabt gennem fælles indsats i Kalundborg. Blandt andet nævner hun verdens førende industrielle symbiose, stærke rammebetingelser for industrielle udvidelser, udpegningen af Kalundborg som industrizone for fremtidig storskaludvikling, kritisk infrastruktur, udviklingen af Campus Kalundborg og arbejdet med på sigt at kunne at levere overskudsvarme til op mod 50.000 husstande fra industrien i Kalundborg.
Hun understreger dog over for TV-Kalundborg.dk fredag morgen, at resultaterne ikke kan tilskrives enkeltpersoner: "Intet af dette er resultatet af individuel indsats. Det afspejler mange års samarbejde mellem engagerede kolleger, visionære partnere, offentlige myndigheder og lokalsamfundet."
Klar til nye opgaver
Selvom tiden hos Novo Nordisk er slut, lægger Stine Gry Roland ikke skjul på, at hun fortsat ønsker at arbejde med public affairs, strategisk kommunikation, interessentengagement og partnerskaber.
"Jeg er åben for at engagere mig med nye og eksisterende partnere som konsulent eller gennem ledelses-, bestyrelses- eller projektroller."
Afslutningsvis sender hun en tak til alle, der har været en del af rejsen, men helt færdig med Kalundborg føler hun dog ikke, at hun er endnu.
"Mit engagement i Kalundborg er lidt mit livsværk, og jeg føler ikke, at jeg er helt færdig med Kalundborg, men nu må vi se, hvad der skal ske," slutter Stine Gry Roland.
Men nu skal hun først og fremmest holde en lang sommerferie med sin familie. Den kommer bl.a. til at gå med at tage dykkercertifikat, og løbeskoene skal snøres inden maraton i Odense til september.
Stine Gry Roland repræsenterede i øvrigt Novo Nordisk i flere bestyrelser og er trådt ud af dem alle. Posterne forventes genbesat med nye repræsentanter.