Åbent hus og biltræf hos Kalundborg Autolakering

Lørdag den 15. august holder Kalundborg Autolakering i Ugerløse åbent hus og åbent biltræf med to kendte bilpersonligheder som gæster. 

Åbent hus og biltræf hos Kalundborg Autolakering
Morten Faigh, Emil Olsen og Brian Bidstrup, der står bag Kalundborg Autolakering, inviterer til stort åbent hus og biltræf lørdag den 15. august. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Autolakering på Ellemosevej 5A i Ugerløse er for ganske nylig blevet skadescenter ud over at lakere biler. Det vil man fejre med et åbent hus, hvor der også bliver afholdt biltræf – og hvor to kendte bilprofiler kigger forbi.

De to er den kendte YouTuber og bilanmelder Joachim Stender samt den tidligere racerkører Jason Watt.

De vil være til stede på dagen og deltage i en talk, hvor gæsterne også får mulighed for at stille spørgsmål.

Det er også Joachim Stender og Jason Watt, der senere på dagen skal kåre træffets flotteste bil.

Bag det åbne hus og biltræffet, som foregår lørdag den 15. august fra klokken 11 til 15, står de tre indehavere Morten Faigh, Emil Olsen og Brian Bidstrup.

Kalundborg Autolakering har ni år på bagen og er nu også blevet skadescenter.

Virksomheden tilbyder desuden forskellige tilpasninger af high-end-specialbiler.

"Det betyder, at vi laver alle slags forsikringsskader her, og det giver rigtig god mening. Tidligere skulle biler, der skulle omlakeres, fragtes fra pladeværkstedet og herud, men ved at have det hele samlet sparer vi på CO2-udledningen. Bilerne kører ganske enkelt ikke så meget rundt," forklarer Brian Bidstrup.

Fuld gang i planlægningen

Han er sammen med Emil Olsen og Morten Faigh i fuld gang med at planlægge eventet.

"I første omgang ville vi holde et åbent hus, men så fik vi idéen om også at afholde et biltræf. Derfor er alle, der har en specialbil af en eller anden slags, velkomne til at komme og vise den frem," siger Brian Bidstrup.

Der er et stort planlægningsarbejde i at organiserer et biltræf. Brian Bidstrup er i gang med at fordele bilerne rundt på udearealerne omkring Kalundborg Autolakering. Foto: Charlotte Koefoed

Han regner med, at der kommer mindst 100 biler.

"Men vi ved det reelt set ikke, for der er ingen tilmelding. Vi har bare lagt begivenheden op på Facebook, og så har folk tilkendegivet deres interesse. Men vi håber, at der kommer mange biler og mange gæster," siger Brian Bidstrup.

Der er i hvert fald lagt op til en hyggelig dag hos Kalundborg Autolakering.

Ud over besøg af Jason Watt og Joachim Stender, som sidst på dagen skal være med til at kåre dagens flotteste bil, bydes der på en masse spændende og flotte biler, pølsevogn, kolde drikke og fine præmier til de bedste biler.

Der vil også være mulighed for at se værkstedet og møde holdet bag Kalundborg Autolakering.

"Vi gør jo det her, fordi vi gerne vil vise vores værksted frem og fortælle lidt om, hvad det er, vi laver. Men også for at skabe en rigtig hyggelig og sjov dag. Hvem ved, måske skaber vi en tradition," siger Brian Bidstrup.

Del