70 år med hjem, fællesskab og plads til forskellighed
Gennem årene har stedet ændret sig fra at være et psykiatrisk plejehjem til et socialpsykiatrisk botilbud for voksne.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Søndag fylder Esbern Hus 70 år. Gennem årene har stedet ændret sig fra psykiatrisk plejehjem til et socialpsykiatrisk botilbud for voksne. Men hvad Esbern Hus egentlig er – og hvem der bor der – er der stadig mange, der ikke ved.
Der bliver fundet lagkage, kaffe og bobler frem på Esbern Hus på søndag. Den 16. august er det nemlig præcis 70 år siden, stedet blev grundlagt. Esbern Hus begyndte i 1956 som et psykiatrisk plejehjem. Sådan er det ikke længere. I dag er det et socialpsykiatrisk botilbud for voksne, hvor mennesker med psykisk sårbarhed bliver understøttet i at leve det bedst mulige liv med de udfordringer, de hver især har.
Men selv efter 70 år er der mange, der ikke rigtig ved, hvad der gemmer sig bag navnet Esbern Hus.
”Vi oplever ofte, at folk ikke ved, hvad Esbern Hus egentlig er, og det vil vi da gerne fortælle. Vi er et socialpsykiatrisk botilbud for voksne, men der er stor forskel på dem, der bor her, også hvad angår, hvilken hjælp de har brug for fra personalet på Esbern Hus. Nogle har boet her i mange år, faktisk har den beboer, der har boet her længst tid, boet her i 50 år. Flere har boet her næsten lige så længe, men der er også nogle, der har boet her i to eller tre år,” fortæller Kirsten Junker, teamleder på Esbern Hus.
Fra først i 40'erne til 80 år
Beboerne på Esbern Hus er fra først i 40'erne og op til 80 år, og deres behov for støtte er forskellige. TV-Kalundborg mødte blandt andre Peder, der bor på Esbern Hus. Han maler, er meget kreativ og fortæller gerne om sin kunst. Peder er også ham, der har sat flag ud for, at folk skal føle, at de er velkomne.
"Jeg har sat flag ud, fordi så føler folk, der kommer her, at de er velkomne," fortæller han, inden han fortæller ivrigt videre om sin kunst.
Lejlighederne, som beboerne bor i, ejes af et ganske almindeligt boligselskab, hvor beboerne lejer en lejlighed, mens Esbern Hus er en selvejende institution med drift og overenskomst med Kalundborg Kommune. For at få en bolig på Esbern Hus skal man visiteres gennem kommunen.
Mange af beboerne kommer fra Kalundborg Kommune, men der bor også mennesker, som kommer fra andre kommuner i landet.
Kreativitet i den gamle terapi
Godt 30 medarbejdere har deres daglige gang på Esbern Hus. Blandt dem er køkkenpersonale, som laver al maden fra bunden.
I kælderen er der samtidig gang i forskellige kreative aktiviteter. Det, der tidligere blev kaldt Terapien, er i dag et beskyttet beskæftigelses-, aktivitets- og samværstilbud for beboerne.
”Det var det, der hed Terapien i gamle dage, og i dag hedder det et beskyttet beskæftigelses-, aktivitets- og samværstilbud for beboerne. Vi har faktisk for nylig lavet et samarbejde med Stejlhøjhus, hvor vi sælger flere af de ting, der bliver lavet her, på Fyret i deres lille butik. Ligesom vi havde en stand med på sommermarked på Stejlhøjhus,” fortæller Kirsten Junker.
70 år markeres med lagkage og bobler
Selve 70-årsdagen søndag bliver fejret blandt beboere og personale med lagkage, kaffe og bobler. Men jubilæet kommer formentlig også til at sætte sit præg på den årlige familiedag på Esbern Hus. Her bliver der sat et stort telt op i haven og inviteret til sommerfest.
”Det er en rigtig sommerfest med musik og det hele. Og i år tænker jeg da, at vi også lige markerer vores 70-års jubilæum på en eller anden måde, når vi holder familiedagen,” siger Kirsten Junker.
Et hjem med stor frihed
Selvom Esbern Hus er et botilbud, er det samtidig beboernes hjem. De kan komme og gå og i vid udstrækning leve deres liv, som de ønsker. Personalet sætter pris på at vide, om beboerne er hjemme eller ej, men de kan naturligvis tage ud, køre i sommerhus eller tage på ferie, som de har lyst til.
Behovet for støtte er forskelligt fra beboer til beboer, og ifølge Kirsten Junker har gruppen af mennesker, der i dag bliver visiteret til et botilbud, ændret sig gennem årene.
”Beboerne her kan gøre, som de vil. Det bestemmer vi ikke. Vi sætter pris på, at vi ved, om de er i huset eller ej. Men de kan selvfølgelig frit tage ud, køre i sommerhus, tage på ferie osv. De har alle forskellige behov og forskellige ting, som de har brug for støtte til. Men jeg vil da sige, at helt generelt er dem, der bliver visiteret til botilbud i dag, dårligere end tidligere. Ligesom man ser på plejehjem. Det hedder jo længst i eget hjem. Men vi har ikke stor udskiftning her. De er glade for at bo her, og vi har det godt,” slutter Kirsten Junker.