600.000 kroner til kunstprojekt for børn og unge i Kalundborg
Kalundborg Kommune har modtaget 600.000 kroner fra Statens Kunstfonds Artist in Residence-pulje til kunstprojektet EROBRING AF RUM.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg Kommune har modtaget 600.000 kroner fra Statens Kunstfonds Artist in Residence-pulje til kunstprojektet EROBRING AF RUM, der skal involvere børn og unge i kreative og kunstneriske processer i det kommende skoleår.
Projektet gennemføres i samarbejde med scenograf Charlotte Calberg, musiker Lone Wernblad, Musisk Skole og Ung Kalundborg. Kalundborg er blandt otte projekter på landsplan, der har modtaget støtte ud af i alt 14 ansøgninger. Samlet har Statens Kunstfond uddelt 4.875.000 kroner gennem puljen.
Formålet med projektet er at undersøge, hvordan hverdagsrum som klasselokaler, gange og fællesområder kan forvandles gennem kunstneriske processer udviklet i samarbejde med børn og unge.
Fokus på mere end de færdige kunstværker
I løbet af residency-forløbet skal kunstnerne arbejde tæt sammen med skoler, ungdomsuddannelser og kommunale aktører om at skabe eksperimenterende rumlige værker. Arbejdet kommer blandt andet til at omfatte scenografi, installationer og maleri, hvor genbrugsmaterialer vil spille en central rolle.
Projektet har fokus på mere end de færdige kunstværker. Målet er også at give børn og unge erfaringer med kreativitet, samarbejde og kunstneriske arbejdsprocesser, hvor idéer udvikles undervejs frem for at være fastlagt fra begyndelsen.
Kunstnerne ønsker samtidig at undersøge, hvordan kunst kan skabe nye perspektiver på de rum, mennesker opholder sig i til daglig, og hvordan børn og unge kan blive aktive medskabere af disse forandringer.
EROBRING AF RUM skal desuden bidrage med nye erfaringer og metoder, som kan styrke Kalundborg Kommunes fremtidige arbejde med kunst og kultur for børn og unge.