40 mio. kr. skal styrke lokale fællesskaber og demokratisk deltagelse
Ny pulje fra Nordea-fonden giver biblioteker, aftenskoler og folkeuniversiteter mulighed for at søge støtte til aktiviteter, der skal engagere flere borgere.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Ny pulje fra Nordea-fonden giver biblioteker, aftenskoler og folkeuniversiteter mulighed for at søge støtte til aktiviteter, der skal engagere flere borgere.
Når flere deltager, bliver fællesskabet stærkere. Det er udgangspunktet for en ny Medborgerpulje fra Nordea-fonden, som nu åbner for ansøgninger fra hele landet.
Puljen er målrettet folkebiblioteker, aftenskoler og folkeuniversiteter i Danmark, Grønland og på Færøerne, som kan søge støtte til aktiviteter, der fremmer demokratisk samtale, skaber nye fællesskaber og bygger bro mellem mennesker.
Nordea-fonden har samlet afsat 40 millioner kroner til initiativer, der skal styrke lokal demokratisk deltagelse, skabe møder på tværs af generationer og sociale skel samt inkludere grupper, der i dag er mindre repræsenteret i fællesskabet.
Puljen kan søges frem til 26. oktober 2026.
Rundt omkring på landets biblioteker, aftenskoler og folkeuniversiteter er der allerede stor aktivitet og engagement, hvor borgere mødes på tværs af baggrunde. Netop disse møder ses som et vigtigt afsæt for at styrke det lokale hverdagsdemokrati.
”På mange parametre har den danske befolkning et stærkt engagement i vores demokrati. Men der er også sprækker, som kalder på opmærksomhed, nye idéer og aktiviteter, der kan styrke borgernes engagement og skabe mere handlekraft. Medborgerpuljen henvender sig til dem, der inviterer os andre ind i fællesskaberne. Her ser vi, at folkebiblioteker, aftenskoler og folkeuniversiteter er stærke drivkræfter. Vi glæder os til at se, hvordan de kan skabe engagement og styrke lysten til at deltage. Det gode medborgerskab skaber vi sammen,” siger Nordea-fondens adm. direktør, Henrik Lehmann Andersen.
Mulighed for støtte til mange typer aktiviteter
Der kan søges støtte på mellem 200.000 kroner og op til 1 million kroner pr. projekt. Midlerne kan gå til alt fra aktiviteter og arrangementer til kompetenceudvikling af frivillige og personale samt indkøb af udstyr, materialer og ny indretning.
Det kan eksempelvis være aktiviteter, hvor borgere mødes på tværs af generationer, udvikling af eksisterende demokratikoncepter eller nye rammer, der gør det lettere at gennemføre lokale fællesskabsaktiviteter.
Fakta om Medborgerpuljen
- Samlet pulje: 40 millioner kroner
- Støtte pr. projekt: 200.000 kr. til 1 million kr.
- Ansøgningsfrist: 26. oktober 2026
- Hvem kan søge: Folkebiblioteker, aftenskoler og folkeuniversiteter
Mere information findes på nordeafonden.dk/medborgerpuljen.