30 unge samles på sommerlejr ved Høng

Fra den 5. til 10. juli danner Høng Efterskole rammen om seks dage med fællesskab, aktiviteter og sommeroplevelser for unge.

30 unge samles på sommerlejr ved Høng
På Blå Kors' sommerlejr kan de unge se frem til nogle dage med fællesskab og gode oplevelser. Foto: Blå Kors.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

30 unge fra hele landet samles i sommerferien på Høng Efterskole, når Blå Kors Danmark afholder sommerlejr for unge i alderen 13-20 år.

Fra den 5. til 10. juli danner Høng Efterskole rammen om seks dage med fællesskab, aktiviteter og sommeroplevelser for unge, som har brug for et pusterum fra hverdagen og mulighed for at møde nye mennesker.

"Sommerferien er ikke lige let for alle unge. Nogle oplever ensomhed eller står med udfordringer, som gør det svært at være en del af fællesskaber. Derfor betyder det meget at kunne tilbyde en uge, hvor der er plads til både grin, nærvær og nye relationer," siger Sandra Trampedach Junget, projektleder for Blå Kors Danmarks ferielejre.

Fælleskab og oplevelser

På lejren venter et program med aktiviteter, fællesskab og oplevelser, hvor de unge får mulighed for at lære hinanden at kende og skabe minder sammen.

Bag sommerlejren står en gruppe frivillige, som bruger en uge af deres sommerferie på at skabe gode oplevelser og trygge rammer for de unge.

Ifølge Sandra Trampedach Junget er det ofte relationerne og fællesskabet, der gør den største forskel.

"Mange tager hjem med nye venner og oplevelsen af, at de hører til i et fællesskab. Det kan give både selvtillid og mod på nye relationer, når hverdagen begynder igen," siger hun.

Lejren er én af 11 sommerlejre, som Blå Kors Danmark afholder rundt om i landet. I alt deltager omkring 250 børn og unge.

Del