Velgørenhedsarrangement for hunde indsamlede 53.000 kroner

Rynkevangskolen dannede lørdag den 4. og søndag den 5. juli rammen om et velbesøgt velgørenhedsarrangement for hunde og deres ejere.

Velgørenhedsarrangement for hunde indsamlede 53.000 kroner

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Sidste weekend afholdt Louise Brobæk Kiær fra Ubby et velgørenhedsarrangement for hunde og deres ejere. Arrangementet blev afholdt i anledning af hendes 40-års fødselsdag.

Dagen bød på hundesporten nose work, fællesspisning, amerikansk lotteri og masser af hyggeligt samvær for både to- og firbenede deltagere fra hele landet. Formålet var at samle penge ind til tre forskellige organisationer: Dyreværnet, Vi Finder Hund og Hundesport mod Cancer.

Resultatet overgik alle forventninger. Takket være den store opbakning fra deltagere, frivillige og sponsorer lykkedes det at indsamle hele 53.000 kroner, som ubeskåret fordeles mellem de tre organisationer.

"Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke de lokale virksomheder, der bidrog med forplejning, rosetter, præmier og meget andet. En stor tak skal derfor lyde til Kedu Sikring, LIPs Autoteknik, Brugsen Ubby, Kvickly Kalundborg og Jagt og Hund i Jyderup," siger Louise Brobæk Kiær.

Derudover bidrog Turhunden, Møn Is, Arion, Henne Pet Food, Dog Copenhagen, JK Hundesport, Snude Akademiet, Johanna Allanach og Kvistholt Photography til arrangementets succes.

 

Del