Flere penge til sundheden i Syd- og Vestsjælland

Politikerne i Region Østdanmark er blevet enige om at sende i alt 555 millioner kroner ud til at styrke områderne i 2027. Det beløb stiger til 757 mio. kr. i 2030.

Flere penge til sundheden i Syd- og Vestsjælland

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Partierne i Region Østdanmark har taget et første, mærkbart skridt mod at mindske den geografiske ulighed i sundhed.

De er blevet enige om at dedikere en betydelig del af de nye penge, som Region Østdanmark får fra Sundhedsreformen til at løfte kvaliteten af bl.a. sundheds- og omsorgspladser og akutsygepleje til de to sundhedsråd Midt- og Vestsjælland og Østsjælland og Øerne.

Det skriver Region Østdanmark i en pressemeddelelse. 

Målet er, at borgerne i alle seks sundhedsråd skal have sundhed af høj kvalitet. Pengene til at udbygge kvaliteten lægges oveni de grundbevillinger, der tidligere på året blev givet til sundhedsrådene.

De to sundhedsråd i syd og vest havde en lavere grundbevilling fra kommunerne, så derfor er der lagt en markant pulje oveni, så kvaliteten i de nære sundhedstilbud kan løftes og fremme ligheden i sundheden på tværs af Region Østdanmark.

Partierne har sendt i alt 555 millioner kroner ud til at styrke områderne i 2027. Det beløb stiger til 757 mio. kr. i 2030.

Partierne er glade for at kunne lande en vigtig aftale for borgernes sundhed, og regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) er stolt over, at der på den måde er fuld enighed om at bakke op om Sundhedsreformens formål om at skabe mere lighed.

Graf over fordelingen af pengene. 

Samtidig er han optaget af, at der er truffet kloge afvejninger for de øvrige fire sundhedsråd, som kan sikre de gode sundhedstilbud, de har opbygget gennem årene.

"Det har været afgørende for Socialdemokratiet, at vi skaber et mere fair og retfærdigt sundhedsvæsen for alle borgere i hele den store region. Derfor er denne aftale utrolig vigtig. Vi giver et solidt økonomisk fundament til at løfte kvaliteten – især for de to syd- og vestsjællandske sundhedsråd, hvor borgerne fortjener et løft i deres sundhedstilbud. Nu er det op til sundhedsrådene at få pengene ud og virke," siger Lars Gaardhøj.

Delaftalen om sundhedsrådenes økonomi betyder, at der i årene frem til 2030 bliver lagt yderligere penge oveni, så økonomien til de flyttede opgaver i de to sundhedsråd, svarer til de særlige udfordringer, der er i deres geografi.

Da der skal gøres en særlig indsats i Midt- og Vestsjælland og Øst- og øerne bliver sundhedsrådene bedt om udarbejde en implementeringsplan, som forelægges regionsrådet i foråret 2027.

Forhandlingerne om budgettet for 2027 fortsætter med 2. forhandlingsmøde 7. september, og her vil følge en række andre aftaler, der sætter rammen for økonomien i den nye store region.

"Min forventning er, at vi også kommer til at se på, hvordan vi skaber mere lighed på tværs af regionen, når vi fx skal se på styrkelse af de praktiserende læger, psykiatrien og hospitalerne generelt," siger Lars Gaardhøj.

Del