Årets største havetrend: Haven som fristed i en travl verden
Haveselskabet sender en sommeropfordring til danskerne: Gå i haven 10 minutter om dagen – det kan være det lille svar på nogle af de store spørgsmål.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Hvis sommerens store internationale havetrend skal opsummeres med ét ord, er det forbindelse. På årets Chelsea Flower Show i London i forsommeren var haverne ikke kun smukke – de viste også, hvordan grønne omgivelser kan skabe forbindelse til naturen, til andre mennesker og til os selv.
Stress, klimabekymringer, ensomhed og en hverdag i højt tempo fylder for mange danskere. Men en del af svaret kan ligge lige uden for døren. Haveselskabet opfordrer alle danskere til at bruge bare 10 minutter om dagen i haven, på altanen eller i et grønt nærområde.
”Vi oplever, at flere søger efter mere ro, mening og nærvær i en verden, der kan føles både hektisk og kompleks. Haven løser selvfølgelig ikke alle samfundets udfordringer, men den giver os noget, vi har stort behov for: Jordforbindelse. Bare 10 minutter med hænderne i jorden, en vandkande eller en kop kaffe blandt planterne kan gøre en forskel," siger Bente Yde Enert, presse- og kommunikationschef i Haveselskabet.
Haven som fristed
En af de tydeligste tendenser, da verdens førende navne fra havebranchen var samlet på Chelsea Flower Show i maj, var haven som fristed. Haverne var designet som rolige rum, hvor mennesker kan trække sig tilbage fra støj, skærme og hverdagens mange krav.
Samtidig var der stort fokus på havens betydning for mental sundhed og trivsel. Duftende planter, grønne omgivelser, fuglesang og sanselige oplevelser blev brugt aktivt til at skabe ro og velvære.
”Det interessante er, at vi intuitivt ved, at vi har det godt i haven. Nu ser vi også, at nogle af verdens førende havedesignere og haveorganisationer arbejder målrettet med netop sundhed, trivsel og naturforbindelse. Haven bliver mere end et projekt. Den bliver et sted, hvor vi lader op,” siger havefaglig rådgiver i Haveselskabet Brian Christensen, der var på Chelsea Flower Show og spottede 10 konkrete tendenser.
10 havetrends, der viser hvorfor haven er vigtigere end nogensinde
- Æstetisk biodiversitet Biodiversitet skal ikke gemmes væk. De moderne haver forener skønhed, blomsterflor og artsrigdom, så både mennesker, bier, sommerfugle og fugle trives.
- Haven som fristed Haven er blevet et sted, hvor vi søger ro, stilhed og et pusterum fra en travl hverdag. Et grønt frirum til refleksion og nærvær.
- Mental sundhed i det fri Haven bruges aktivt til at reducere stress og skabe balance. Vand og naturens farver, dufte og rytmer hjælper os med at koble af og finde ro.
- Tættere på naturen Haven skal styrke forbindelsen til naturen – og til hinanden. Grønne rum inviterer til både fællesskab, fordybelse og oplevelsen af at høre til.
- Genbrug er det nye luksus Genbrugsmaterialer, spagnumfri dyrkning og klimabevidste valg er blevet en naturlig del af moderne havedesign.
- Klimarobuste haver Haver designes til at håndtere både tørke og skybrud. Regnvandsopsamling, robuste planter og permeable belægninger er blevet standard, hvor regnvand bliver set som en ressource
- Grønne oaser på få kvadratmeter Altaner, terrasser og små byhaver viser, at man ikke behøver mange kvadratmeter for at skabe natur og liv omkring sig.
- Naturen flytter ind Vilde blomster, naturlige plantesammensætninger og landskabsinspirerede beplantninger præger tidens haver og skaber et mere afslappet udtryk.